Ole Saabye Ottosen er netop gået på pension fra Bangsbostrand Skole efter 45 år – de 24 som skoleinspektør. Her kan du læse en krønike over hans livs opgave – i 3 kapitler!

Kapitel 1: ”En viceinspektør er sådan én, der viser rundt på skolen”
Det svarede en meget ung elev efter en eftertænksom pause, da den daværende viceinspektør på Bangsbostrand skole, Ole Saabye Ottosen, spurgte om, hvad en viceinspektør mon var.

-Jeg har altid været glad for børn. De har en umiddelbarhed over sig, som voksne godt kunne lære lidt af, siger den nyligt afgåede skoleinspektør, mens han smiler varmt.

-Hvordan startede det hele, hvornår blev du ansat på Bangsbostrand Skole, spørger jeg, som netop har fået besøg af en vældig ungdommelig folkepensionist. Det er ikke til at tro, at han har været ansat på skolen i 45 år – endsige, at han har været ansat noget sted i 45 år. Han ligner faktisk mest af alt en skoledreng selv, som han kommer ind ad døren i shorts, poloshirt og et stort, glad smil.

-Ja, jeg blev jo færdig fra Ranum Seminarium i 1958. Dengang var der stor mangel på lærere, så man kunne få job alle vegne. At jeg kom til Frederikshavn havde jeg nu ikke selv regnet med.

-Hvorfor kom du så til Frederikshavn?
-Vi var faktisk 8 fra min klasse på seminariet, der kom til Frederikshavn. Og det var noget af et tilfælde. I mit hoved var Frederikshavn en forblæst, regnfuld og kedelig by, så der skulle jeg i hvert fald ikke hen. Men så skulle jeg jo aftjene min værnepligt, og da der var så stor mangel på lærere, havde man den ordning dengang, at skolen ville betale en fjerdedel af lærergagen gennem hele soldatertiden, hvis man lovede at tage job på den aktuelle skole bagefter. Så det gjorde jeg jo. Jeg tænkte, at jeg jo bare lige kunne aftjene min moralske værnepligt og så rejse fra byen efter en 4-5 år. Men nu har jeg været her i 45 år!

-Hvor gammel var du dengang?
-Jeg var jo ikke andet end en stor dreng selv. Jeg var 21 år og faktisk temmelig umoden i sammenligning med de lærere, der bliver uddannet i dag.

-Ku’ du så klare jobbet?
-Det var egentlig pudsigt, siger Ole Saabye og lader tankerne vandre lidt. –Der var 3 måneder til, jeg skulle ind og ligge, og jeg fik en 4. klasse, som jeg skulle undervise i historie. Ja, mine fag var jo matematik og fysik/kemi, men det mente jeg nok, jeg ku’ klare. Jeg skulle bare have klassen i 3 måneder, så skulle jeg af sted som soldat i 18 måneder. Men dén her historieklasse…. De var ikke ret mange, en 10 stykker måske, men det var vel, hvad der var, tænkte jeg. Så jeg bad de små om at finde deres bøger frem. Men så havde de ingen bøger, siger Ole og løfter øjenbrynene i forbavselse - her næsten et halvt hundrede år efter.

-4. klasse? Havde de ingen bøger?
-Nej, fortsætter Ole Saabye. Det havde de ikke. Så vi startede med at gå ned og finde nogle bøger til dem. Det var de meget stolte af, for de var ikke vant til overhovedet at få bøger! Jeg syntes jo nok, det var lidt underligt – men fuld af fortrøstning ville jeg starte med at lære dem om Christian den 4. Det hører jo til en spændende del af historien, og jeg startede med at skrive ”Rundetårn” på tavlen. Det skete der ikke rigtig noget ved, og det var først dér, at jeg fandt ud af, at min fjerde klasse ikke kunne læse!
Dét syntes jeg ligegodt var mærkeligt, og da jeg forhørte mig om det, viste det sig, at jeg havde fået Hjælpeklassen!

-Fik de så lov til at beholde bøgerne?
-Ja! Jeg kunne ikke nænne at tage bøgerne fra dem igen, siger Ole med eftertryk!
At han har været meget engageret i børnenes vé og vel lige fra start til slut i sin lange karriere på Bangsbostrand Skole er ikke svært at få øje på. Det var da også typisk for ham, at han fik omlagt de fine blomsterbede foran skolen, og som dannede Frederikshavns byvåben, til en legeplads!

-Det var ikke alle, der syntes, at det var en lige go’ ide, griner han. Men børnene var jo glade for det!

KAPITEL 2

”Det er godt, at vi har trænet så meget”
Det syntes både de store og de små elever, da Ole Saabye Ottosen var færdig med at læse en noget særpræget diktat op for begge hold.

-Var det til en eksamen?
-Ja, det var det. Det var dengang, jeg tog pædagogikum. Jeg var ude i en lille forblæst landsbyskole, hvor der var prøve i diktat for både de små og de store elever på én gang. Skolekommissionen (eller hvad det nu hed dengang) var til stede for at se, om jeg gjorde mit job ordentligt. Og dér sad jeg med én lineal i den ene bog og én lineal i den anden. Skiftevis læste jeg én sætning for de små elever, og én for de store. Og pludselig – oh, vé, oh, skræk – opdagede jeg, at jeg læste den svære tekst for de små elever, og den lette tekst for de store elever! Men – der var jo ikke andet at gøre end at fortsætte!
Og bagefter, så kom de små elever og sagde: ”Åh, hvor er det godt, at vi har trænet så meget, så vi har lært at skrive alle de svære ord”! Og de store kom og sagde: ”Åh, hvor er det godt, at vi har trænet så meget, for så gik prøven jo meget lettere”!

-Det var da en positiv udgang på dén historie, siger jeg, og vil vide, hvad skolekommissionen sagde til dén fadæse.

-Årh, de sagde såmænd ikke noget. Men de havde lugtet lunten. Det var desuden i den lille landsby, at borgerne hurtigt fandt ud af, at jeg var en dygtig lærer!

Og hvorfor så dét, om man må nok spørge? Jo, Ole Saabye var en af de eneste korttidsansatte lærere - ud af ca. 80 – der formåede at få børnene til at blive inde i klasselokalet!

-Men min stjerne dalede hurtigt i landsbyboernes øjne, da de opdagede, at jeg sagde nej til at spille kort. Jeg havde jo sagt, at jeg skulle forberede min undervisning til næste dag – og så var de i tvivl om, om jeg nu også var en rigtig lærer!

- I sidste kapitel fortalte du, at du kun ville være blevet 4-5 år i Frederikshavn. Men du rejste ikke igen?
-Nej, det gjorde jeg jo ikke. Jeg har altid haft nogle dejlige kolleger, og så kom der alt det med Lærerrådet. Jeg blev lærerrådsformand, og så måtte jeg til at sætte mig ind i alt det polistiske omkring dét. Selve det polistiske sagde mig ikke så meget, men det var en udfordring. Og der kom Skolekonsulenter. Det var sådan nogle, der havde ansvar for at udvikle et bestemt fagområde i en bestemt region. Jeg søgte stillingen som skolekonsulent og fik lov til at præge udviklingen inden for ”Ny Matematik” i Frederikshavn. På et tidspunkt blev jeg ham, der ”viser rundt på skolen” (viceinspektør, red.), og nu er jeg lige gået af efter 24 år som skoleinspektør!

Oles Saabye Ottosens øjne trækker lidt vand. Så jeg bevæger mig ind på en anden stemning:

-Denne her ”kedelige by”, var den virkelig så kedelig, som du havde forestillet dig?

-JA! Det var den! Der var jo ingenting her! Og særlig køn var byen heller ikke. Og jeg, der havde forestillet mig, at jeg skulle ud i den store verden!

-Hvad så nu? Hvad synes du om Frederikshavn nu?
-Byen har virkelig udviklet sig meget i den tid, jeg har været her. Den er i dén grad blevet forskønnet, og jeg fornemmer, at det er noget, man tager hånd om fra lokalpolitisk side. Der er jo også begyndt at ske mange spændende kulturelle ting heroppe. Det nye musikhus er fx et utroligt spændende initiativ. Og så er der naturen. Jeg troede jo bare, at her var vindblæst, fladt og vådt heroppe. Men der er jo den smukkeste natur lige uden for døren. Og havet så tæt på! Når man én gang er blevet vant til hav og strand, så kan man ikke undvære det! I øvrigt skulle du lægge mærke til Frederikshavn, når du kommer sejlende ad søvejen! Det syn er mageløst!

KAPITEL 3

”Ka’ du så osse trylle kaniner ud af ørerne?”
Som fysik- og kemilærer var det ét af glansnumrene at ”trylle” vand om til farvede væsker, forvandle flødeboller til luftballoner og den mest velfriserede frisure til ét stort strittende pindsvin. Ole Saabye var så habil med forsøgene, at en elev troede, at læreren var tryllekunstner.

-Det var en helt anden tid, siger Ole Saabye og smiler skævt. Der lå en usynlig aura af uskyldighed over det hele. Men det var også en sjov tid. Og en tid, hvor vi var engagerede i skolen på en helt anden måde. Som lærer var man ikke lærer fra 8-16. Det var en livsstil at være lærer. Det var man hele døgnet. Vi lavede også mange ting sammen, havde mange traditioner.

-Hvad lavede I til jul?
-Jamen, det var det helt store! Vi holdt nærmest fest hver aften i en hel uge op til juleferien. Onsdag, torsdag og fredag. Først de små om onsdagen og så fremdeles. Og vi havde skolekomedie hver jul!
De fleste lærere var engagerede i arbejdet efter skoletid i flere uger i forvejen. Men så kom alle de restriktioner, 11-timersreglen f.eks. og satte en stopper for det frivillige arbejde.

-Det lyder ellers som om, I har haft det hyggeligt..?
-Jamen, det har vi også. Og vi lærere havde - og har - et utrolig godt sammenhold. I det hele taget har alle på skolen været med til at skabe en god omgangstone og en god ”ånd”, der også har givet eleverne fra Bangsbostrand Skole en god ballast i livet.

-Hvad er det for en ”ånd”?
-Vi var måske lidt ”gammeldags”. Lagde vægt på, at der skulle arbejdes seriøst. At hver elev skulle lære noget. Vi har samtidigt forsøgt at udvikle os, hele tiden forny os, men i et tempo, så udviklingen ikke tog overhånd. Alle skulle kunne følge med, siger den pensionerede skoleinspektør stille.

Ole Saabye Ottosen er et beskedent menneske. Han bliver ved med at fremhæve alle kollegerne, når jeg vil høre, hvordan han har sat sit præg på skolen og skolens elever?

-Jeg sang altid med eleverne. I gamle dage, altså. Vi startede hver time med at synge en sang. Og børnene – de var lige så glade for det, som jeg selv var. Det var en god måde at starte en time på.

-Havde I også fælles morgensang på Bangsbostand Skole?

Ole Saabye griner højt:
-Der var engang, hvor vi prøvede. Vi havde jo ikke en sal, der var stor nok til alle de elever, så vi forsøgte at stuve dem alle sammen sammen på gangen – og så en lærer på en stol, der skulle synge for…jamen, kan du se det for dig?

Det kan jeg faktisk godt og behøver ikke spørge, hvorfor morgensang blev nedlagt igen.

Hårdt presset fortæller han en historie, der tydeliggør det præg af men-neskelighed, som han har sat på skolen:

-Det er mange år siden… sidste skoledag. Så hørte jeg, at to elever i 1. klasse ville tale med skoleinspektøren. Jeg inviterede de to små størrelser ind på mit kontor og spurgte, hvad jeg kunne gøre for dem, fortæller Ole Saaby.

”Jo”, havde de to små sagt i munden på hinanden: ”Vi ville bare sige, at du er en god skoleinspektør. Og så vil vi sige tak for i år”!

Ole Saabye ville så sige god sommer og give de to små hånden. I stedet fik han et rigtigt bjørneknus af dem begge.

Jeg kigger på ham. Ikke spor forbavset.

-Til min afskedsfest her i foråret blev den her historie fortalt, siger Ole Saabye og tøver lidt. Og alle eleverne, der jo var med ved festen, tog den til sig. Så da de skulle give mig det traditionelle håndtryk som afsked – gav de mig i stedet for et stort knus!

-Jeg tror, at jeg fik 500 knus den dag, slutter Ole Saabye sin historie.

Jeg tænker for mig selv, at elevernes reaktion, den dag til afskedsfesten…den vidner om, at selv om tiden er en anden, så lever den ”ånd” som Ole Saabye Ottosen har været primus motor i at opbygge, stadigvæk. Og den vil leve videre på Bangsbostrand Skole i mange, mange år endnu!