Hvad kan der formentlig blive bred enighed om?

Der synes at være bred enighed om, at der skal ske en optimering af klassekvotienterne i Frederikshavn by – forstået på den måde, at skolerne lægges sammen to og to med fælles skoledistrikt. Groft sagt betyder det, at man derved kan lave enten to store klasser i stedet for tre halvstore eller tre store i stedet for fire halvstore på to skoler. Besparelserne er åbenlyse med udgifter i størrelsesordenen 500.000 kr. pr. klasse.

Konkret betyder dette flg. skolesammenlægninger:
1. Ørnevejens Skole og Munkebakkeskolen
2. Bangsbostrand Skole og Hånbækskolen
3. Fladstrand Skole og Abildgårdskolen

I dag ved man, at loyaliteten overfor de nuværende skoledistrikter ikke er særlig store. Enkelte skoler har kun ca. 50 procent af de elever, man ville have haft, hvis ikke det frie skolevalg var benyttet. Reelt betyder de nye sammenlægninger altså, at det frie skolevalg ophæves - forstået på den måde, at man ikke som forældre eks. kan vælge, at ens børn fysisk skal gå på Bangsbostrand frem for Hånbæk (populær løsning) – det er jo en skole. Jeg er ikke sikker på, at den virkelighed er klar for alle med bopæl i Frederikshavn by.

Der synes at være bred enighed om et nyt 10. klasse center blandt byrådets medlemmer, fælles skoledistrikt i Skagen som i Frederikshavn by og ingen ændringer i Sæby.

Hvad kan der måske blive enighed om?

Den nye skole! Det er selvfølgelig paradoksalt, at mens man i andre sammenhænge snakker om skolelukninger, synes der at tegne sig et flertal for en ny storskole i Frederikshavn by som erstatning for Ørnevejens skole og Munkebakkeskolen.

Mit bud er: Den nye skole kommer.

Hvor skiller vandene for alvor?

Med ca.1.300 færre elever frem mod 2015 jævn spredt ud over kommunen er der ingen tvivl om, at sammenlægningen af skoler, som man ser i byerne, er vejen frem for at sikre økonomien.

Spørgsmålet er så, hvad med resten af kommunen?

Allerede nu kan enhver gå ind på de enkelte folkeskolers hjemmeside og se på de klassekvotienter, man opererer med i 0.-5. klasse. Her vil man finde klasser med kun 12-13 elever på de små skoler, og en fremskrivning af disse tal de næste fire år vil gøre, at der bliver en stadig dårligere økonomi målt i udgifterne pr. elev.

Spørgsmålet er så, hvordan man vil forholde sig til det politisk, når man i byerne skal være op til 28 i klasserne. Vil man også lave fælles skoledistrikter for resten af kommunen?

Konkret handler det om, at de samme overvejelser omkring fælles skoledrift også skal gælde for flg. tre grupperinger:
1. Elling Skole, Jerup Skole og Strandby Skole
2. Gærum Skole og Ravnshøj Skole
3. Torslev Skole og Hørby-Dybvad Skole

Netop de to sidste fremhæves som to skoler, der ”har fundet ud af det”.

Et andet springende punkt, som hænger sammen med antallet af elever i klasserne, er finansieringsmodellerne. De er pt. således indrettet, at man dels får penge pr. klasse, dels pr. elev, det såkaldte taxameterprincip. Den tidligere undervisningsminister, Venstres Bertel Haarder, er en stor tilhænger af taxameterprincippet som eks. handelsskolen i mange år har levet med, og nu også alle landets gymnasier skal arbejde efter. Princippet hylder rationel drift i skolerne og fremmer økonomisk ansvarlighed på den enkelte skole – men også stordriftstankegangen!

Jeg tvivler på, der sker noget. Spørgsmålet er så, om det på langt sigt ikke var klogt at tage hul på den virkelighed, der venter med de markant faldende børnetal ved at få skolerne til at arbejde sammen allerede nu og sikre en glidende tilpasning igennem samarbejde.

Det er ikke sikkert, man politisk kan opretholde en forskel på 40 procent i forskel i prisen på undervisningen i de store kontra de små skoler – en forskel, der formentlig bliver endnu større i fremtiden.

En række kommuner har netop søgt om at få dispensation fra reglerne om, at der må være mere end 28 i hver klasse, hvad den nye undervisningsminister Tina Nedergaard har udtalt vil være muligt, hvis ikke begrundelsen er økonomisk betinget.

Det vidner om, hvilke store besparelser der ligger i at ”optimere” klassekvotienten. Overvejelser er nøjagtig de samme som bag alle andre sammenlægninger, som vi ser det inden for erhvervslivet, hvad enten man kan lide det eller ej: Stordriftsfordele bringer stk. omkostningerne ned.

En folkeskole i verdensklasse lyder efterhånden meget hul, og jeg frygter alvorligt for de ressourcesvage elevers muligheder – ikke mindst i byerne. Lige nu er udfordringerne de 20 procent, der ikke får en ungdomsdomsuddannelse, primært pga. ringe forudsætninger fra folkeskolen – det tal bliver værre i fremtiden, forudser jeg.

Jeg forudser også en hed debat omkring rimeligheden i, at bybørnene skal blive ved at blive samlet, uden at man i landsbyerne ikke også skal være med til at tage et ansvar for den samlede skoleøkonomi.

Ligeledes tror jeg i øvrigt også, at privatskolerne går en fortsat lys tid i møde.

Når det kommer til vores børn muligheder her i livet, vil vi forældre ikke acceptere at skulle gå på kompromis. Hvis det så betyder, at vi selv må til lommerne - gør vi det.