Selv en Stein Bagger til sidst måtte erkende, at Abraham Lincoln fik ret. Efter at have drevet selv landets største bank rundt i manegen, modtaget diverse erhvervspriser, gjort Finn Nørbygaard til mere end almindelig millionær, blev han til sidst afsløret som i Kejserens nye klæder: "Han har jo ikke noget på".

Stein Bagger-historien er selvfølgelig i al sin enkelthed en banal svindelsag, hvor misbrug af andres underskrifter, og ikke mindst manipulation af alt og alle, var de afgørende ingridienser i den fantastiske historie. Men der mest interessante var jo egentlig: Vi troede på manden - vi lod os bedrage.

Verdenshistorien er i øvrigt fyldt med historier om svindel på højt plan – Stein Baggers modstykke Bernie Madorff holdt i USA sit "pyramidespil" kørende i 20 år (!), før han blev afsløret. Tabet er efterfølgende opgjort til astronomiske 65 mia. - dolllars vel og mærke. Her tog det altså mange år, inden Lincon fik ret.

Når svindlen kunne finde sted over så lang tid, skyldes det, at INGEN stillede spørgsmålstegn ved "dansen om guldkalven". Vi levede jo i en tidsalder, hvor vi alle blev rigere – uden at gøre noget som helst ud over at være til!

Medens hele landet, ja, hele verden kæmper mod følgevirkningerne af det som for altid i historiebøgerne vil blive omtalt som finanskrisen, kunne det være spændende at se lidt på årsag og virkninger i denne globale krise – samt stille sig selv det enkle spørgsmål: Kan der komme noget godt ud af en krise?

Danmark:
Vel vidende, at mange mennesker også i Danmark er berørt enten direkte eller indirekte af finanskrisen, er selve krisen set i et historisk perspektiv kun en mere til samlingen! Vi har tidligere oplevet mange kriser, bl.a. oliekriser, IT-kriser, Asien-krisen etc. Hver krise har haft sine helt egne forudsætninger og kan ikke direkte sammenlignes.

Det eneste, man generelt kan sige om kriser i dag, er, at man for alvor ser globaliseringen i verden - forstået på den måde, at ringvirkningerne fra subprime lånene i USA kickstartede finanskrisen og som en dominobrik fik en masse andre til at falde. Nu skal man ikke forledes til at tro, at USA bærer "skylden" for krisen – det gør vi nemlig selv.

Kort fortalt handler finanskrisen om den gamle sandhed: Kollektivt selvbedrag. Vi troede jo også her i lille Danmark på begrebet ARBEJDSFRI INDKOMSTER. I sig selv et herligt begreb netop fordi vi ikke ved en personlig indsats i form af arbejde (tjene penge) eller afsavn (spare penge op) behøver at gøre noget som helst udover at være til!

Vi har jo også her i Danmark i lange perioder haft held til at glemme, at begreberne risiko og afkast er uløselig forbundet i den økonomisk verden. Vi har alle igennem de "fede" år kun oplevet, hvordan tingene, især husene, blot stiger i værdi. Vi har oplevet, hvordan aktiekurserne kun kendte en vej: Opad. Alt sammen gav det os, hvis vi da ellers kom med på vognen: ARBEJDSFRI INDKOMSTER.

Det samfundsøkonomiske formål med livet er jo forbrug, og vores forbrug nåede derfor uanede højder og bragte arbejdsløsheden ned, så de alle kunne være i Parken i København, som Lars Løkke sagde på et tidspunkt.

Selv almindelige lønmodtagere havde i perioder problemer med at sove om natten på grund af larmen fra friværdien, der groede ind i husene. Vi oplevede, hvordan små toværelses lejligheder i de store byer steg fra 600-700.000 til 2 mio. kr. Tænk på, hvad det gør ved mennesker at opleve denne berigelse skabt af samfundsmæssige konjunkturer.

Hvorfor skal man så arbejde? Hvorfor få en uddannelse og tjene penge ved arbejde? Hvorfor forsikre sig mod arbejdsløshed? Hvad betyder det at have et forbrugslån? Ingen tvivl om, at vi undervisere ofte talte for "døve ører", når vi forsøgte at prædike nødvendigheden af at uddannelse.

Hvorfor skulle man det, når man blot skulle blive gammel nok til at kunne få sig et lån i et hus og så vente på at realisere friværdien? Hvor mange år skal man ikke som almindelig lønmodtager arbejde for at tjene så mange penge – som oven i købet er skattefrie, og man kan roligt slå fast, at vores alle sammens huskøb repræsenterer den største lottoseddel, vi for de fleste af os nogen sinde kommer til at købe!

På mange måder et mærkeligt fænomen. Vi har ingen problemer med at fortælle mennesker, de skal betale mindst 60 procent af deres indkomst i skat samtidig med, at vi kan sidde hjemme i sofaen og "score kassen" på vores huse stiger i værdi – hvis vi er heldige i det store lotteri, der hedder at handle hus på de rigtige tidspunkter set over en lang periode.

Kan vi tjene flere penge end ved at arbejde – er det sundt for samfundet? Måske var det bedre, at vi beskattede den arbejdsfri indkomst og sænkede skatten for dem, som gik på arbejde? En ting er sikkert: Den politiker, der foreslår det, kan godt glemme alt om at blive valgt næste gang. Vi vil have vores lodseddel (huset) i fred!

Igennem alle årene stillede ingen spørgsmål, om dette her kunne blive ved. Vi konstaterede blot, at i en lang række kommuner rundt omkring København kunne politimanden og sygeplejersken, der fandt sammen, ikke betale en helt almindelig bolig. Hvem kunne så? Ja, det spørgsmål var der ingen, der stillede sig selv, vel vidende at vi er det land i verden, der suverænt har den mindste forskel på "rig" og "fattig". Hvor skulle alle disse mennesker komme fra, der skulle købe disse helt almindelige boliger bygget til helt almindelige mennesker, men som nu kostede 3-4 millioner kroner?

Det kollektive bedrag fik os alle til som en "struds" at stikke hovedet i jorden og glemme de barske realiteter. Vi glemte de gammeldags dyder – at betale vores gæld. De afdragsfrie lån er efter min mening den helt store årsag til vores version af "subprimekrisen" i Danmark, fordi det forstærkede en uhæmmet stigning i boligpriserne. Vi mennesker køber jo huse ikke efter prisen – men efter nettoydelsen!

Selvfølgelig forstærkes stigningen i boligpriserne i den lave rente, da også flekslånene er billige. Kombinationen af afdragsfrihed med flexlån gjorde, at selv almindelige lønmodtagere kan købe endog meget dyre huse – sælger sætter jo prisen efter, hvad køber kan betale! Et faldende renteniveau i en lang periode holdet "gryden i kog".

Netop kombinationen af afdragsfrie flekslån bærer som sagt den store forklaring for boligprisernes stigning – men også det mærkelige fænomen. Almindelige lønmodtagere skulle nu ikke bare have en feriebolig – men to. Hvorfor? Fordi alting stiger jo i værdi.

Jeg har ofte diskuteret dette fænomen med andre. Hvorfor købe en lejlighed i Tyrkiet, hvis ikke man havde tænkt sig flere gange om året at tage derned, udlejningen hænger dårlig sammen og kun pga. lav rente: Fordi alting stiger jo i værdi! Vi mennesker bliver simpelthen grådige – vi investerer ikke bare de penge, vi har i aktier – nej, vi låner flere til med sikkerhed i dem vi har – drømmen om de arbejdsfri indkomster.

Selv vores kære banker troede for manges vedkommende på dette fænomen, og en gruppe på måske 50-100 personer solgte her i landet ejendomme imellem sig til opskruede værdier, som de mere eller mindre selv fandt frem til. Bankerne lånte villigt penge ud til disse investorer, og det er for mig ubegribeligt, at man i kreditafdelingen ikke bare på et tidspunkt spurgte sig selv: Er der overhovedet forretningsmæssigt grundlag (lejeindtægter), der kan forrente disse investeringer? Roskilde Bank, EBH Bank, Løkken Sparekasse blev nogle af ofrene for denne hæmningsløse udlånspolitik.

Spændende bliver det, om den store krise vi i øjeblikket oplevet i Dansk Landbrug, rammer den næste række af banker. Eksperter siger, at al den støtte landbruget har modtaget igennem årene fra EU, er gået til at kapitalisere jordpriserne, der nu pludselig er halveret. En del landmænd er derfor teknisk set insolvente, og der kommer flere til i de kommende år. Her venter store tab for en række banker. Vi har ikke set den sidste bankfusion endnu.

Historielærerne elsker sætningen: Den, der ikke kender historien, er dømt til at gentage fejltagelserne. Jeg fortæller ofte mine elever, når vi snakket finanskrise om ”tuliupanerne i Holland” - fordi historien er så fantastisk og direkte kan overføres til vores dage, og så handler det i aller højeste grad om kollektiv selvbedrag.

I Holland var tulipaner meget populære i perioden 1620 – 1637. Det var primært rige mennesker, der havde råd til at købe blomsterne. En have var snarere en samling af værdigenstande, og tulipanen spillede en meget kostbar rolle. Tulipanen blev stadig dyrere, og i 1634 tog det fuldstændigt overhånd. Tulipomania havde slået til.

I denne periode var handel med løg ren spekulation. Folk købte og solgte, uden at penge eller effekter skiftede ejermand. Alt skete på papir. Ydermere vidste man ikke nøjagtigt, hvad løgene ville kunne producere. De handlende kunne kun håbe på, at det ville blive en smuk blomst. Når en handlende solgte et løg, var det tvivlsomt, om han nogen sinde havde set løget, eller om køberen rent faktisk kunne hoste op med pengene eller effekterne. Det drejede sig for det meste om løfter.

Stadig flere mellemmænd ville være med i dette spil og, naturligvis, få del i rigdommen. Der var knaphed på de mest populære arter, og priserne var skyhøje. Semper Augustus overgik dem alle; den var 5 tusinde hollandske gylden værd, og det var på den tid så nogenlunde prisen på et hus ved kanalen i Amsterdam! Effekter blev ofte brugt som betalingsmiddel i stedet for penge. For en Viceroi tulipan (der kun var halvt så meget værd som Semper Augustus) blev der aftalt følgende pris:
2 vognlæs hvede, 4 vognlæs rug, 4 stk. fedekvæg, 8 stk. fedesvin, 12 får, 2 tønder vin, 4 tønder øl, 1000 pund ost, en seng, et sølvbæger og beklædning.

Når vi dag hører om, at en husejer i Hoorn byttede sin ejendom væk for tre løg, synes vi han er bindegal – mon ikke eftertiden også vil være hård ved vores kollektive selvbedrag igennem de mange år, hvor den fuldstændige uhæmmede vækst i boligmarkedet, både i Danmark men også i resten af verden, med Dubai som det mest ekstreme eksempel, var vores tids tullipanløg – friværdi i boligen, aktiekurser der steg år efter år.

I Holland kollapsede tulipanmarkedet i 1637 – finanskrisen i 2008. Begge dele pga. overdreven forventninger til fremtiden: Kollektiv selvbedrag.

Vi skal i Danmark være glade for vores dygtige embedmænd i finanstilsynet, der var meget vågne, da de islandske banker også erobrede FIH-banken. Bankfolk og ledende økonomer havde heldigvis lugtet lunten på Island og advarede gentage gange om den voldsomme gældssætning, det islandske samfund oplevede. Det betød, at man stillede meget store krav til pengeadskillelsen, og det betød igen, at overtagelsen af FIH-banken ikke har belastet den danske banksystem og dermed det danske samfund.

I øjeblikket kæmper Holland og England med islændinge om, at de skal betale de 26 mia. kroner tilbage, som de to lande har betalt i forbindelse med oprydningen efter Icesaver – en islandsk internetbank. Heldigvis kan vi i Danmark koncentrere os om at rydde op efter vores egne danske banker.

Situtaitionen er helt håbløs på Island. Under 100 mennesker var i stand til i deres eget netværk at låne 8-10 gange det islandske bruttonational produkt for som "kapitalvikinger" at erobre resten af verden med opkøb at eks. Magasin, Sterling, fodboldklubber etc.

Snart skal islændingene til folkeafstemning, om de vil betale gælden tilbage til det internationale samfund, jf. overfor om Icesaver. Glemt er de fede år på Island, hvor Armani aldrig har solgt så meget tøj pr. indbygger som på Island, hvor hver familie havde to firhjulstrækkere etc. Så et helt samfund kan trækkes med i et kollektivt selvbedrag.

For nylig så jeg en times dokumentarprogram om Island sammen med mine elever i International økonomi. En fremragende udsendelse, der viste, hvordan en masse islændinge i dag lider under krisen – for manges vedkommer uskyldige ofre for den islandske samfunds kollektive storhedsvanvid. Tænk sig at se sin livs opsparing forsvinde op i den blå luft, da den islandske krone kollapsede, ellers ens i gæld i Euro mangedobles over natten.

Værst var det dog retorikken blandt de mange demonstranter. Her var der ingen tvivl om, at der ikke var nogen former for selvindsigt. Her skyldes krisen de få – men der var ingen forståelse for, at man også selv var en del af den. Jagten på syndebukken var åbenlys. Den nemme retorik med enkle løsninger slog igennem hos gadens parlament. Det var et grimt syn, at vi her i 2010, når vi bliver pressede, stadig kun har blik for hurtige løsninger. Det lover ikke godt.

Man forstår bedre det kollektive selvbedrag i 30'ernes Tyskland. Her var det også brug for enkle løsninger og syndebukke. Finanskrisen har vist os, at vi mennesker stadig har en iboende form for primitive instinkter, som aldrig må komme til udfoldelse. Det kræver et samfund med en stærk sammenhængskraft og en stabil udvikling. Vi tåler rent ud sagt hverken for meget medgang eller modgang.

Det kollektive selvbedrag holdt desværre også sit indtog i den sport, jeg holder sig så meget af.

Håndbold. Ikke bare skulle spillere, der dybest set blot dyrkede deres store interesse, nu fuldtidsansættes – selvom arbejdsugen sjældent sniger sig over 15-20 timer – effektivt, nej de skulle også tjene nok til efter karrieren. Som om man absolut skal stoppe med at arbejde, når man er 35 år.

En lang række rigmænd fandt en fantastisk legeplads hos mange håndboldklubber. Ingen steder kan man få så meget opmærksomhed som her for et lille beløb. INGEN sportsklubber, bortset fra FCK i enkelte perioder, har NOGENSINDE udbetalt udbytte til sine aktionærerne, og alligevel har vi igennem mange år hørt om bundlinje, branding, synergieffekter, produktudvikling etc. som i en anden erhvervsvirksomhed.

Erhvervsfolk har på stribe med Don Ø i spidsen fortalt, at netop DE vidste hvordan kagen skulle skæres, og at tingene nu skulle professionaliseres. Vi har alle måtte lægge øre til "Økonomisk succes er en forudsætning for sportslig succes – men sportslig succes er ikke nogen garanti for økonomisk succes". Sandheden er, at stort set alle klubber altid bruger de sidste tre måneder af regnskabsperioden til få sponsorerne til at forudbetale næste års sponsorater – og på den måde kommer klubber ud med 50.000 i overskud efter en betydelige millionomsætning – næsten hver gang.

De store sportskoncerner FCK, Sønderjyske, Aarhus, Aalborg troede man kunne "spinde guld" på håndbolden. Egentlig mærkeligt, når man ved at TV-pengene i håndbold udgør ca. 1 mio. kr. om året for en topklub i håndbold og 40 millioner for en bundklub i fodbold. Samtidig ved man, at de relativt mange TV-seere udgøres af en målgruppe, som man stort set ikke kan sælge reklamer til de virksomheder, der måtte være interesseret bortset fra reklamer fra køkkenfirmaer.

Som det sidste faktum ville en simpel analyse af tilskuerenes sammensætning åbenbare, at der er tale om en familiesport, der fortrinsvis foretrækker fribilletter og absolut ikke køber noget omkring kampene – læs øl.

Som marked er håndbolden dybt uinteressant for at tjene penge til sin sportskoncern. OB har mig bekendt som den eneste meldt dette ud hele tiden – de andre kommer efter det nu. Aarhus sælger ud. FCK sælger ud. Mon ikke de andre også sælger ud. Nu kan man jo ikke længere spille mod de store byer længere. I håndboldens verden plejer man at sige, at konkurrenten er er del af ens produkt – nu er de væk.

Det værste for mig at opleve med mit store kendskab til mange af aktørerne indenfor sporten har været udråbningen af de såkaldte "kulturbærere". Jeg ved godt, at man som klub forsøger at gøre sine spillere til særlig gode mennesker i forhold til tilskuere, sponsorer, moderklub osv. Alligevel har jeg mere en gang haft kvalmefornemmelser, når man samtidig ved, at de pågældende gør alt, hvad de kan for at vride de sidste kroner ud af klubberne.

Jeg vil tro, at stort set alle de penge, man har haft til rådighed i dansk håndbold er sendt ud af landet igen og ikke investeret i de moderklubber, som har været arnestedet for udviklingen af spillerne. Anført af en direkte grisk spillerforening har vi set, hvordan "stakkels" håndboldspillere skulle have strejkeret, mens de mange frivillige i klubberne bare kunne kigge på.

Ikke bare vil spillerne have kassen – de vil også have lov at strejke, hvis ikke overenskomsten blev bedre næste gang. Landsholdene har truet med at strejke. Det har været et trist syn at overvære og personligt håber jeg at sportskoncerne forsvinder hurtigts muligt – og kan håndbolden så også få en ringere tv-aftale økonomisk er meget vundet!

Topmålet af selvfedme i sportens verden var da Erhvervs- og Økonomiminsteriet udpegede en gruppe af mennesker, der skulle udarbejde retningslinjer for god ledelse i sportsklubberne. Ud af de fem personer, der var med, fandt man plads til Bjarne Riiis TEAM CSC, Flemming Østergaard, FCK og Arne Buck, GOG. Den første af dem snød os alle med doping, den næste er sat under administration i FCK og den sidste har lige sendt en af Danmarks mest hæderkronede klubber i graven…

Så også i sportens verden var der tale om et kollektiv selvbedrag.

Politik. Her er det kollektive selvbedrag direkte sat i system. Enhver, der vil vælges, ved, at man skal finde maksimalt tre budskaber, gerne med lidt kant til modstanderen, budskaberne skal love "manna fra himlen" til alle og være kemisk renset for kritiske budskabet om, hvor pengene skal komme fra – dvs. vælgerløfterne, der skal indfries, kan godt være konkrete, mens budskaberne om, hvor pengene skal komme fra, skal findes i generelle vendinger som "styr på økonomien", "strammere styring" etc. Budskaberne skal så gentages i alle sammenhænge, man optræder i.

Dette giver grobund for, at designerpolitikere og sognerådspolitikere kan boltre sig. Også her trives det kollektive selvbedrag. Vi ved jo godt landspolitisk, at vi ikke har råd til at betale raske mennesker for at gå på efterløn, når vi kommer til at mangle arbejdskraft og samtidig har en række velfærdsområder, vi gerne vil bevare og udvikle. Her kommer vores befolkningsammensætning til at spille en stor rolle de næste 15-20 år.

Jeg forstår godt, at ældre ikke bryder sig om at blive omtalt som en "byrde" - det har de heller ikke fortjent. MEN vi kommer til fremadrettet at skulle bruge betydeligt flere ressourcer på denne gruppe over 65 år, samtidig med at der bliver langt færre erhvervsaktive skattebetalende medlemmer i vores samfund. Dette ligger helt fast!

Socialdemokratiet tabte formentlig valget i 2001 på de forringelser, Poul Nyrup indførte af efterlønnen – lur mig, om ikke Venstre også taber, når de en dag bliver nødt til at gennemføre de nødvendige ændringer på efterlønsområdet. "Blålyslivsløgnsfatamorgana" kaldte en politiker ordningen, da den blev indført i 1979.

Lokalpolitisk er det det område, hvor man i kommunen ikke tør se sandheden i øjnene, skolepolitikken. På trods af markant færre elever i den skolepligtige alder og klassekvotienter nede omkring 12-14 på en lang række skoler har nogle partier formået at bilde vælgerne ind, at vi kan fortsætte dette og så "optimere" lidt i byerne. Forskyder man tallene de næste fire år, bliver det endnu værre.

Man lukker øjnene for, at vi i Frederikshavn producerer ca. 20 procent, der ikke får en ungdomsuddannelse, og på den måde skaber gode vækstbetingelser for socialudvalget, mens de øvrige unge, der får en ungdomsuddannelse, rejser væk fra området for at uddanne sig yderligere. Løsningen har indtil nu været på de økonomiske udfordringer været, "lærerfri undervisning" – det kommer der mere af fremover. Der er ikke råd til "farvehold" eller lignende.

Jeg forudser, at mange kommuner går fra de vejledende timetal til minimumstimetallene. Social ansvarligt overfor dem, som har brug for ekstra hjælp? Ikke efter min mening. Så også i politik trives det kollektive selvbedrag.

Afrunding:
Finanskrisen får skyld for mange ting i øjeblikket. Vi i det danske samfund kommer formentlig nemmere gennem krisen end så mange andre steder. Vores arbejdsløshed er set i historisk perspektiv ikke stor. Vi har en samfundsøkonomi, der er rustet til krisen. Hvis vi igen kan få respekt for penge og det at gå på arbejde igen, er meget vundet. Jeg har i nærværende kunne betjene mig af den mest eksakte form for videnskab: Bagklogskab.

Min gamle chef fra mine år i erhvervslivet var en på mange måder klog og fremsynet mand. Han mente de fleste af os i bund og grund lever på en livsløgn. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men en ting er sikkert. Finanskrisen var udtryk for et kollektiv selvbedrag. En anden ting er sikkert. Historien kommer til at gentage sig….