06.05.2010 | Af: Peter Laigaard

Forventninger

Vi har vel alle prøvet det. Haft store forhåbninger som barn om en gave, vi ikke fik, fordi vi ikke havde et realistisk forhold til, hvad tingene kostede. Eller i sportens verden, hvor vores forventninger var langt større, end de præstationer vi leverede. Uanset hvad, oplevede vi fra tid til anden skuffelsen. Man kan så altid som den mest eksakte videnskab, bagklogskaben, spørge sig selv om forventninger var for høje, eller præstationerne var for lave.

I øjeblikket foregår der politisk en forventningsafstemning mellem politikerne og befolkningen både lokalt og på Christiansborg: Temaet er velfærd – og navnlig hvor meget vi som borgere kan forvente i forhold til de fællesindtægter, der kommer ind i samfundskassen. De næste mange år vil forventningerne og dermed presset stige voldsomt.

Udgiftsskruen vil få et voldsomt hak opad. Vi har forventninger om øget velfærd på ikke mindst ældreområdet og sundhedsudgifterne. Det sidste ikke mindst i takt med de nye muligheder, som forskningen og udviklingen giver. Samtidig må vi slås med en faldende andel af den erhvervsaktive befolkning - og oven i købet kommer der nu en finanskrise og kickstarter den velfærdskamp, som skal udkæmpes i en globaliseret verden.

Mit bud er, at uanset næste valgresultat, kommer vi alle til i et eller andet omfang at mærke skuffelsen. Velfærdssamfundet kommer til at have svært ved at leve op til vores forventninger. Spørgsmålet bliver nok kun hvem og hvilke grupper i samfundet, der skal skuffes mest! Det poliske tabu består så i, at ingen politiker vil fortælle, hvem der skal skuffes – kun at det bliver hårdt.

Som nævnt indledningsvis kender man også kun alt for godt skuffelsen i sportens verden. Når jeg tager til stævner med mine U-14 piger i FfI Håndbold, og vi måske taber, er vi selvfølgelig skuffede. Heldigvis lærer man en vigtig ting i sportens verden – at rejse sig, når man har modgang. Bag enhver sejr venter der et nederlag forude og bag ved et nederlag den næste sejr. Ofte er skuffelsen over at tabe mest møntet på, om man levede op til de forventninger, man med rette kan have til sig selv og sin egen præstation end over nederlaget.

Forleden havde jeg som formand for Idrætssamvirket i Frederikshavn Kommune lejlighed til at aflægge beretning på generalforsamlingen. Her fortalte jeg, at man ikke man skal være blind for det forventningspres, vi også i klubberne møder både internt og eksternt.

Internt i klubberne fra vores medlemmer. Når jeg hører om en mor, der spørger – meget troskyldig – hvorfor der ikke er nogen, der fylder hendes barns vandflaske op til træning – har vi i klubberne brug for at får afstemt de forventninger, man som medlem kan have til ”serviceniveauet” i en klub contra den kontingent, man betaler – og ikke mindst det faktum, at langt de fleste trænere og ledere netop IKKE får noget som helst – bortset fra en træningsdragt.

Moderen til barnet med vandflasken har givetvis en forventning om, at når man har betalt de måske 1.000 kr. i kontingent om året, har man krav på at få stillet 2/3 gange træning til rådighed, kamp i weekenden, ture med klubben etc. Alt sammen for mindre end, hvad et par cowboybukser koster! Eller tænk på, hvor mange penge der ryger til mobilen hver måned. Langt mere end mange giver oppe i klubben.

Jeg tror, det er vigtigt, at klubberne holder tungen lige i munden i fremtiden. Sørg for at informere de mange forældre om, hvad det vil sige at være medlem af en klub – hele tiden – men kig også jer selv i øjnene og spørg jeg selv, om ikke der er en for stort misforhold mellem den kontingent, man betaler, og den ”service” man får.

Måske skulle man som klub overveje at ”professionalisere” i et eller andet omfang. Jeg tror det. Vi ved nemlig også, at når det kommer til vores børn, går vi ikke på kompromis. Hvis ikke klubben kan levere det basale, dygtige trænere og instruktører, er medlemmerne væk igen. Vi skal måske ikke betragte vores medlemmer som kunder, netop fordi man som medlem ikke kun skal nyde, men også yde – men der kommer en generation af unge og deres forældre, der ser sig selv om kunder.

Eksternt kommer forventningspresset fra bl.a. det politiske system. Her hører jeg også ofte, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved mangt og meget.

Jeg hører fra tid til anden: Jamen, de store idrætsgrene har jo slet ikke de medlemmer, de havde tidligere - lad os nedlægge eller ombygge haller/baner til kreative miljøer, som Lokale- og Anlægsfonden vedholdende fremfører.

I kommunalt regi vil der blive lavet en undersøgelse af brugen af vores idrætsfaciliteter, som er dyre i drift – og det er helt fair, der bliver stillet spørgsmålstegn ved brugen af midlerne. Jeg tror bare, man skal passe på, at vi ikke smider barnet ud med badevandet. Vi skal ikke begynde at nedlægge haller og baner, før vi er helt sikre på, at der ikke er eksisterende brugere, der bliver klemt, og jeg stiller i øvrigt spørgsmålstegn ved, hvor mange ”alternative” udøvere, der er.

Vil det virkelig vælte ind med nye typer af udøvere, der i øjeblikket ikke er medlem af de eksisterende foreninger, fordi vi laver eks. haller om til såkaldte multirum? En ting er sikkert de nuværende idrætsgrene er færdige med at udøve deres sport, hvis de nedlægges – og det er der bestemt ikke statistisk belæg for.

Sandheden er, at anlæggene bliver brugt – men måske ikke i det omfang til kl. 23-24 om aftenen som tidligere. Her har Idrætssamvirket en meget stor pædagogisk opgave med at forklare, hvordan tingene hænger sammen. Den demografiske udvikling gør, at vi selvfølgelig også får færre medlemmer – men foreningsverdenen organiserer stadig langt de fleste. Uden at jeg skal drage politiske betragtninger ind i billedet omkring skolesituationen, vil jeg vove den påstand, at foreningerne udgør et af fundamenterne i lokalsamfundet – og måske den allervigtigste. Så hvis man vil lokalsamfundet det godt, bakker man op omkring foreningerne.

Vi kan også forvente, at der i fremtiden vil blive stillet nye krav til dokumentationen for det, vi yder for vores tilskud. Vi må i foreningerne erkende, at vi er bedst til ”almindelige medlemmer”. Når en træner på imponerende vis underholder 15-20 unge mennesker, kræver det en rimelig homogen gruppe af mennesker, hvor idrætten er det bærende. Særlig problematiske og grænseoverskridende medlemmer har vi svært ved at rumme.

Vi har også en udfordring i at fastholde de mange børn og unge, der kommer i klubben. Vi ved godt i teenageårene, at livet byder på mange nye udfordringer. Jeg har ikke svaret på, hvad vi gør – men det er vigtigt i klubberne, at man forsøger at lave plads til dem, der vil rigtig meget og dem, der ikke vil så meget – og ikke mindst får afstemt forventningerne, så klub, spillere og træner vil det samme.

Frederikshavnerordningen kommer sikkert gennem en nærmere revision, og her vil vi i Idrætssamvirket kæmpe videre for, at de nuværende principper bliver fastholdt – nemlig fokus på børn og unge under 24 år. Vi vil også kæmpe imod at skulle leve op til nye ”krav” for at opnå tilskud. Vi kan ikke løse alle samfundsproblemer i klubber med de ressourcer, vi får i øjeblikket.

Det betyder ikke, at man ikke kan samarbejde – men enhver forening bliver nødt til at spørge sig selv, hvad foreningen har ud af det – vi har nemlig kun 24 timer i døgner. Netop den manglende kontrol og styringsmulighed af foreningerne og de frivillige er ofte et potentielt konfliktområde, når det etablerede system i den offentlige sektor skal arbejde sammen med foreningerne. Derfor skal vi bl.a. i Idrætssamvirket sørge for at fortælle noget om ”det virkelige liv” i en forening, når der skal afstemmes forventninger i forhold til det offentlige.

Personligt kæmper jeg i øjeblikket en hård kamp for at få en idrætsefterskole/højskole til byen. Hermed kan vi understøtte de nuværende aktiviteter i foreninger i nærområdet samtidig med, at vi skaffer nye arbejdspladser til byen. Vi trænger vel også til at, der kommer nogle flere, der flytter til byen.

Nu håber jeg bare ikke, at forventninger er sat for højt i forhold til den opbakning, en sådant projekt kræver – men i hvert fald kan jeg garantere for, at de mange, som allerede nu er involveret, brænder helt vild for projektet – og det er den første forudsætning for, at vi får en succes – man skal gøre sit bedste.