05.12.2008 | Peter Laigaard

Man tror, det er løgn - scootere overalt i Saigon

Tager taxi til lufthavnen. Senere kan jeg konstatere at prisen på en taxa i Hong Kong svarer til, hvad det koster at indlogere sig på et ressort i Vietnam – alle fire inkl. morgensmadsbuffet!

På flyveren, der igen må siges ikke at være bygget til folk med min statur, falder jeg i snak med en pige fra Vietnam, der har været på besøg hos sin kæreste i Hong Kong. Får en lang snak med hende.

Allerede får man en forsmag på, at når man taler engelsk med en vietnameser, skal det foregå langsomt og uden for lange sætninger. Får navnet på et godt rejsebureau, som hun plejer at bruge, kaldet www.sinhcafeev.com.

Man tænker uvilkårligt, at hvis man bruger samme bureau som en af de lokale, kan det ikke gå helt galt. Senere skal det vise sig, at der ”klapper” når det bureau, som i øvrigt har kontorer hele vejen op langs kysten og egne hoteller, er involveret.

Guiderne er generelt som resten af vietnameserne ikke særlige gode til engelsk – men de gør ofte, hvad de kan. Kan varmt anbefales til andre, der vil rejse alene – og til en meget billigere pris end et dansk bureau kan gøre det for hjemmefra.

Vi ved, at når vi har børn med og skal ude at se det, man ”skal se”, skal det være effektivt – det skylder man sine børn. Derfor vil vi bruge ture med guides når vi skal på ture frem for selv at gøre det med lokaltransport.

Man skal tænke på, hvor varmt og stressende det kan være at rejse. Min gode ven fra handelsskolen, der ser Villy Søvndal som den nye messias, mener ganske vist, at man selv skal gøre det med lokaltransport – men han har altså også evnerne. Jeg har engang rejst med ham i New York og han var bare skrap på den med stedssans, og hvordan man gør det slags – det er jeg ikke!

Ankommer til Ho Chi Min (Saigon). Alene i lufthavnen mærker man en anden stemning. Man bliver på en eller anden måde lidt mistroisk og mærker lige efter, om alle tingene er, hvor de skal være. Vi har på forhånd booket hotel med pick up service.

Vi ved, vi kommer til at betale for meget for denne service – men sådan har vi også valgt at rejse- hvis det givet os en bedre følelse alle samme, at gøre det vi mener, er mest sikkert må vi betale os fra det. Taxichauffører er jo netop berømt for ikke altid at have den højeste moral. Her skal jeg af hensyn til min bestyrelseskollega i bestyrelsen for Venstre, Frederikshavn, der selv har egen taxi, lige tilføje at den opfattelse selvfølgelig ikke gælder i Danmark!

Uden for lufthavnen kommer det først chok. Man tror det er løgn! Scootere overalt – i tusindvis – og relativt få biler – ingen lysreguleringer. Man ser op til 3-4 fire styk på en scooter. Familier med små børn. Lotte ser på et tidspunkt en mor som ammer medens faderen kører. Senere læser jeg i et engelsk magasin om Vietnam at man har haft trafikmålinger med henblik på indførelse af mere kollektiv trafik – her talte man ca. 11.000 scootere – i timen vel og mærke, der passerede et kryds – i en retning vel og mærke!

Hvad gør man så første gang, man skal krydse vejen. Svar: ingenting. Man kigger bare og ser de scootere passere en uden stop. Vi står vel 5 minutter. Hvis ikke vi lærer at komme over her er vi kommer vi aldrig over en gade. Vi tager chancen. Hver sit barn i hånden og begynder at bevæge os ud. Scooterne kører både foran os og bagved os i en lind strøm. Man bevæger sig bare frem. Helt vildt. Vi er vældig stolte,da vi kommer over på den anden side af vejen. Senere lærer vi det og føler os langt tryggere for hver gang vi klarer det.

Vi får indlogeret os i en turistfælde, som vi har booket os ind på. Senere skal det vise sig, at vi kommer til at betale alt for meget netop for det hotel. Vi har dermed fået en forsmag på det som venter os. Et land, hvor der ofte ikke er fast priser på de varer man – alt er til forhandling. Det må man nok leve med. Gynger og karruseller.

Her må jeg nok lige gribe i egen barm. Er det her ikke bare fri markedsøkonomi hvor man bare ikke som efterspørger, er god nok i stedet for at brokke sig.