26.12.2008 | Peter Laigaard

Vi må spise mere vandgrød, når vi kommer hjem

Hanoi, Vietnam: Tidligt op i dag kl. 5.30. Vi skal med flyveren til Hanoi. Vi kan mærke kaos lige så snart, vi lander.

Vi kan godt mærke, vi er trætte af storbyer – larm – trafik (scootere, der trykker hornet i bund) – beskidte og uhumske gader.
Fandt endelig et hotel til 15 USD pr. nat. Lotte er bestemt ikke imponeret over de mennesker, der driver stedet. Det var de samme mennesker, som næsten overfaldt os for at sælge værelser, da vi kom til stedet, hvor lufthavnsbussen læssede os af.

Vi ignorerede alle disse sælgere og gik på café, hvor vi dels på nettet – dels gik rundt og så på hoteller. Tilfældigvis kommer vi nu til et at de hoteller, som vi så tidligere havde mødt sælgere fra.

De starter med at fortælle os, at vores foretrukne selskab til at lave ture, Sinh Cafeé, faktisk er medejer af deres hotel, og at vi skal vogte os for kopier!

Vi ved med det samme, at de selv er et kopi, og at Sihn Cafeé aldrig har væet medejer af dette hotel, og at de par stjerner de har hængt op, må være tildelt af Låsby Svendsen.

Jeg griner lidt indvendigt, da jeg i skrivende stund ved, at Lotte lige har snakket med svigermor, der har spurgt til vores indkvarteringer og standarden!

Jeg ved jo godt, at vi senere skal møde mine svigerforældre i Pattaya på luksushotel som afslutning på de her tre måneder.

Kontrasten kan næsten ikke blive større. Når vi synes ,vi skal spare lidt og bor på disse 15-20 dollars hoteller – hele familien pr. nat – bliver der jo råd til lidt mere shopping. Heldigvis er vi snart ved at ramme loftet for, hvor mange kilo vi må have med flyveren – så vil vi komme til at bo lidt dyrere!

Da vi senere samme dag på Sinh Cafeé køber vores billetter til Halong Bay får vi bekræftet, at hotellet er fulde af løgn. Det skaber ikke ligefrem en mere tryg stemning.

Jeg sover meget let den nat! Vågner bla. på et tidspunkt ved lyden af én, som måske flytter et køleskab op at trapperne – alene. De larmer helt vildt. Både Lotte og jeg vågner ved lyde. Næste dag bilder vi dem ind, at vi kommer tilbage igen – men at vi IKKE vil have vores bagage stående og tager det med os!

Lotte og jeg får en snak om vores valg af hurtige/billige løsninger. Vi er enige om, at vi skal blive bedre til at afstemme vores egne forventninger, inden vi træffer vores valg.

Vi er også enige om, at vi må spise noget mere vandgrød, når vi kommer hjem, hvis det bliver nødvendigt. Vi har nu haft nogle episoder, som Lotte føler sig utryg ved, og det vil vi ikke mere. Hun er heldigvis god til at skjule sine bekymringer, så ungerne ikke mærker noget.

Vi når samme aften at se vanddukketeater. Meget spændende at se – vel og mærke – vi kunne ikke forstå noget af det, som blev sagt. Stolene var om muligt endnu mere sammenpressede end på et fly, og jeg blev mindet om min korsbåndsskade i knæet i samtlige de fem kvarter, forestillingen varede.