02.07.2009 | Af: Søren Qvist
Dana Cup begynder mandag - med 240 hold
Martin Høeg, Dana Cup-koordinator: - Dana Cup-udvalget består af en rutineret og sammentømret gruppe menne, så vi kan bruge en stor del af vores tid på at forbedre detaljerne frem for mange timer på de mere rutineprægede elementer. |
Mandag 6. juli fløjtes den 26. Dana Cup i gang. 240 fodboldhold fra 21 nationer fra hele verden og deres medrejsende trænere, holdledere og familier indtager Frederikshavn i en hel uge.
Vi har besøgt koordinator for Dana Cup, Martin Høeg, på hans kontor for at stille ham nogle spørgsmål om 2009-udgaven af Dana Cup. Han virker forbavsende rolig, selv om der kun er et par dage til, at de første hold ankommer i Frederikshavn.
Er I ved at være klar til Dana Cup 2009?
- Ja, heldigvis består Dana Cup-udvalget af en rutineret og sammentømret gruppe mennesker, som har været med til at arrangere turneringen i mange år. Så kan vi bruge en stor del af vores tid på at forbedre detaljerne frem for mange timer på de mere rutineprægede elementer, som jo bare SKAL være på plads. Her tænker jeg især på fine baner, madlavningsfaciliteter, busruter osv. osv.
Hvad skal der ske ved dette års åbning på Frederikshavn Stadion?
- I år starter det farverige optog ved Kirkepladsen, da byens Rådhus jo undergår en større renovering. Samtidig med optoget underholder det populære band Superstition de mange ventende tilskuere på Frederikshavn Stadion. Heldigvis får vore mange tusinde deltagere også lejlighed til at rocke lidt med på Superstitions numre, når Borgmester Erik Sørensen har erklæret turneringen for åben. Vi tror og håber, at det bliver en meget vellykket åbning. Alligevel håber vi på, at vi i 2010 igen kan samle deltagerne på byens nyrenoverede Rådhusplads og lave noget sjov der, inden optoget begynder.
Hvor mange hold er med i årets udgave?
-Turneringen er heldigvis inde i en positiv udvikling, hvor vi – med ca. 240 deltagende hold – er vokset en smule siden 2008-turneringen. Desværre er antallet af nationer faldet til 21 nationer, hvilket er lidt lavere end vort mål. Vi satser altid på at have deltagelse af mindst 25 nationer fra hele verden, men pga. skærpede indrejsekrav for f.eks. hold fra de afrikanske stater må vi se i øjnene, at der nok ikke foreløbig bliver så massiv en deltagelse fra denne verdensdel, som vi tidligere har oplevet.
Læs mere om Dana Cup No. 1, Frederikshavn på www.danacup.org