20.08.2009 | Af: Kanal Frederikshavn
Sukkerchok og Mohamed live på Kirkepladsen
Sukkerchok - et af årets mest populære dansk popbands - optræder torsdag 27. august på Kirkepladsen. Det samme gør Mohamed fra X-factor og Rasmus Seebach. |
Torsdag 27. august er ANR klar med et godt koncerttilbud til alle frederikshavnere. Sukkerchok, Mohamed og Rasmus Seebach optræder på Kirkepladsen fra kl. 16-18.
ANR Sommer Der Summer Tour åbner pladsen sammen med sine sponsorer - bl.a. handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK -allerede fra kl. 15.30 med ANR-Hjulet. Her kan du blandt andet vinde en LG Netbook eller en Kildemoes-cykel til en værdi af 4.000 kroner.
Præsentation af kunstnerne - fra www.anr.dk:
MOHAMED ALI:
Nærmere præsentation behøves næppe. 15-årige Mohamed Ali fra Nørresundby blev nummer tre ved X-factor 2009. Han trykker den for vildt af med blandt andet hittet "Rocket" på ANR-scenen. Du får i øvrigt muligheden for en autograf efter hans show.
SUKKERCHOK:
Sukkerchok består af Inez, Kat & Malene. De tre piger slog igennem til MGP 09 og fik en anden plads med nummeret "Det dét". ANR præsenterede dem første gang til Skovmand & Bue's fødselsdag i april, og nu kan du opleve dem igen. Denne gang i Frederikshavn.
RASMUS SEEBACH:
Rasmus Seebach har de seneste 10 år produceret og skrevet sange til både danske og udenlandske kunstnere. Nu er han klar til sin solodebut. Oplev Rasmus Seebach på ANR-scenen og skrål med på sommerhittet "Engel".
ANR-morgenværterne SKOVMAND & BUE styrer slagets gang på Kirkepladsen, hvor der er gratis entre.