Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.11.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Morgenfruernes studietur gik denne gang til London

Morgenfruerne hilser på designer Tom Dixon, der blandt andet er kendt for design af lamper.
Erhvervsnetværket Morgenfruerne har netop for 10. gang været på studietur. I år gik turen til London, og den bød blandt andet på virksomhedsbesøg i den anerkendte designer Tom Dixons nye univers på Kings Cross.

 

Erhvervsnetværket Morgenfruerne består af 80 erhvervsdrivende kvinder med egen virksomhed i Frederikshavn kommune. 20 af dem deltog på årets studietur til London.

- Vi rejser ud for at blive inspireret af ledere og virksomheder andre steder i Europa. London er indtil videre Europas finanscenter og blandt andet et mekka for design, livsstil og fødevarer. De har indenfor de seneste år skabt en helt ny trend i restaurant- og cafélivet med stort fokus på anvendelse af lokale råvarer i god kvalitet. London er også det sted i Europa, hvor interessen for og anvendelsen af økologiske fødevarer er størst. Når vi i år valgte London som mål for studieturen, var det for at opleve Brexit-landet indefra, inden de udtræder af EU og måske blive klogere på, hvordan den almindelige britiske borger oplever situationen, forklarer Karen Bagge Nielsen, som står i spidsen for erhvervsnetværket, der er forankret i Erhvervshus Nord.

Der var planlagt et tæt program med virksomhedsbesøg fra morgen til aften i to dage, hvor de den første dag besøgte konsulentvirksomheden MERIKA, som Erik Bruun Bindslev har drevet siden 2002 med base i London. Erik Bruun Bindslev arbejder primært indenfor fødevarebranchen og leverer turn-key løsninger for brands, der vil ind på det globale premium marked for fødevarer, drikkevarer og livsstil.

Herefter fulgte virksomhedsbesøg hos Rotchchild Private Banking, Soho House Group, Pearlfischer Design og den anerkendte designvirksomhed Tom Dixons nye univers.

- Det var absolut ét af dagens højdepunkter at blive vist rundt i Tom Dixons show room og univers. Vi fik også lejlighed til at hilse på Tom Dixon himself, som er en af de hotteste internationale designere lige nu, siger Karen Bagge-Nielsen.

Næste dags program var med virksomhedsbesøg på The Centric Lab, som er et mødested for virksomheder og iværksættere. Her mødte morgenfruerne Kjaer Global, som den danske erhvervskvinde Anne Lise Kjær driver.

Hun har været selvstændig i 30 år med London som udgangspunkt. Hun er futurist, forfatter og eftertragtet foredragsholder i ind- og udland, hvor hun fortæller om tendenser og trends.

Program for mødet var entreprenørskab og præsentation af nye strategimodeller med efterfølgende diskussioner.

Studieturens 10 års jubilæum blev fejret med besøg, rundvisning og middag i The Hurlingham Club, som er en af de ældste private klubber i London.

- Når erhvervsfolk er på sådan en tur er sammen i flere dage, skabes der nogle tætte relationer, som ofte udvikler sig til et samarbejde. Man lærer hinanden godt at kende, og der skabes tillid, som er en god og nødvendig forudsætning for et forretningsmæssigt samarbejde. De forskellige virksomhedsbesøg giver anledning til inspiration, som man efterfølgende kan drøfte og diskutere i netværket, ligesom der skabes værdifulde kontakter i besøgslandet, fortæller Karen Bagge-Nielsen.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close