Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
08.11.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Slægtens Dag med fire foredrag og 16 stande

Saltlandet historiske forening for Sæby og omegn holder 16. november Slægtens Dag 2019 i Manegen i Sæby. Der vil være fire foredrag og 16 stadeholdere i den store sal, og der er gratis adgang fra kl. 10-16.

 

De kendte TV-serier "Ved du, hvem du er?" og "Forsvundne arvinger" har skærpet folks interesse for slægtsforskning. Overalt i landet stiger medlemstallet i de slægthistoriske foreninger og tilhørende studiekredse.

De to gamle landsdækkende foreninger indenfor slægtsforskning, nemlig DIS-Danmark og SSF, sluttede sig sammen i 2018 og hedder nu Danske Slægtsforskere og har 8000 medlemmer og 46 lokalforeninger, hvori også Saltlandet indgår.

Formanden for den nye forening, Kirsten Sanders, kommer til Sæby lørdag 16. november og benytter dagens første foredrag til at fortælle om foreningen Danske Slægtsforskere.

Slægtens Dag er en slags messe, hvor gæster kan komme og gå helt frit og gratis og sætte sig i lokale 4 til et foredrag eller flere og i øvrigt besøge de 16 stande fra historiske foreninger, stadsarkivet, lokalarkiver, bibliotek med flere, som vil fylde den store sal.

I salens midte vil der være en workshop med et par erfarne slægtsforskere, som kan assistere gæster, der søger efter information om deres aner. I forhallen vil der være cafe, hvor gæsterne kan hvile benene og nyde kaffe og kager.

- Vi afviklede den første Slægtens Dag i 2015, også i Manegen, og det var en stor succes. Vi havde syv gode foredrag, og det var for mange, da der blev for lidt tid til at besøge standene. I 2016  afviklede Frederikshavn slægt- og lokalhistorisk Forening Slægtens Dag, og året efter gik stafetten til Skagen lokalhistorisk Forening. I 2018 var der Slægtens Dag i Østervrå, og nu er stafetten tilbage i Sæby, oplyser næstformand Holger Almholt, Saltlandet historiske forening for Sæby og omegn.

Kirsten Sanders går på talerstolen igen om eftermiddagen og fortæller om brugen af DNA i slægtsforskning.

- Også i Saltlandet har vi benyttet DNA-test i slægtsforskning, og vi glæder os til at høre nyt herom fra Kirsten Sanders, siger Holger Almholt.

Dagens andet foredrag er med Peter Christensen fra Mormonkirken i Aalborg, som fortæller om den kolossale database Familysearch.org med over fire milliarder navne, som mormonerne stiller gratis til rådighed for slægtsforskere over hele verden. Dagens fjerde foredrag med Kathrine Tobiasen handler om danske fæstebønder og om, hvor og hvordan vi finder oplysninger om dem.

De 16 stande i den store sal vil rumme slægtshistoriske foreninger fra Sæby, Frederikshavn, Østervrå, Lyngså, Aalborg og Brønderslev. Af arkiver kan nævnes Frederikshavn Stadsarkiv, Flauenskjold lokalarkiv og Kystmuseet. Desuden deltager Sæby Bibliotek, Sæby Museumsforening, Sæby Bevaringsforening, Sognefogedgården i Frederikshavn, Familysearch-Aalborg, Danske Slægtsforskere Landsforening og Historisk Samfund for Vendsyssel.

Arrangørforeningen har fået 5000 kroner fra Frederikshavn Kommunes Frie Midler til arrangementet og derfor er det gratis at deltage for stadeholdere og alle gæster.

Lørdag 16. november:
kl 10:00 - Slægtens Dag åbnes for publikum.
kl. 10:30 - Foredrag med Kirsten Sanders
kl. 11:45 - Foredrag med Kathrine Tobiasen
kl. 13:00-13:30 - Pause
kl. 13:30 - Foredrag med Peter Christensen
kl. 14:30 - Foredrag med Kirsten Sanders
kl 16:00 - Slægtens Dag slutter

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close