Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
14.01.2020 | Af: Michael Frederiksen

Omrokering i Venstre: To udvalg får nye formænd

Peter Sørensen er ny formand for Plan- og Miljøudvalget, ligesom han indtræder i Økonomiudvalget.
Mette Hardam bliver ny formand for Kultur- og Fritidsudvalget, mens Peter Sørensen overtager ansvaret for som formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune. Sidstnævnte afløser desuden Anders Broholm i Økonomiudvalget.


 

På sit gruppemøde i går har Venstres byrådsgruppe i Frederikshavn Kommune omfordelt posterne, efter at Anders Broholm udtræder af byrådet med udgangen af januar, fordi han påbegynder nyt job i København.

Borgmesterkandidat Mette Hardam overtager pladsen som formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

- Kultur- og fritidslivet er en helt central del af at have en god kommune. Det er vigtigt for os, der bor her, unge som ældre, for turismen og for bosætningen. Det område har min store interesse og er hjerteblod for mig. Jeg har været aktiv eller frivillig i foreningslivet, siden jeg var barn, og derudover er det en oplagt mulighed for at bygge videre på de erfaringerne, som jeg har fået via formandsskabet i Distriktsudvalget, siger Mette Hardam.

Dermed forlader Mette Hardam posten som formand for Plan- og Miljøudvalget. En plads, der overtages af Peter Sørensen, der også hidtil har været medlem af det udvalg. Peter Sørensen har gennem de første to år i byrådet markeret sig som en klar og tydelig Venstre-stemme.

Jens Borup indtræder i Teknisk Udvalg, mens Jytte Høyrup indtræder i Plan- og Miljøudvalget. Peter Sørensen overtager den ledige plads i Økonomiudvalget.

- Der hersker ingen tvivl om, at det er rigtig godt nordjysk træls, at Anders Broholm forlader os, for Anders er en stor politisk kapacitet. Med Jens Borup i vores byrådsgruppe får vi dog en række andre og nye kompetencer og erfaringer, som Venstre med garanti får gavn af. Jeg er sikker på, at vi har sat holdet på en måde, så vi kan yde mest mulig indflydelse i byrådet i resten af denne byrådsperiode, siger Mette Hardam.

Ændringerne træder i kraft, når de er endeligt godkendt i byrådet 29. januar og de førstkommende udvalgsmøder.

Venstres udvalgspladser i byrådet er fordelt således efter rokaden:

Kultur- og Fritidsudvalget: Mette Hardam (formand) og Asger Mortensen
Plan- og Miljøudvalget: Peter Sørensen (formand) og Jytte Høyrup
Teknisk Udvalg: Jens Borup
Økonomiudvalget: Mette Hardam og Peter Sørensen
Børne- og Ungdomsudvalget: Asger Mortensen
Socialudvalget: Helle Madsen
Sundhedsudvalget: Jytte Høyrup
Arbejdsmarkedsudvalget: Helle Madsen

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close