Gå til hoved-indhold
03. juni 2009 - kl. 00.06

0-1 nederlag mod Auning IF efter skuffende indsats

  • 1 af 2
    FOTO: Martin Pedersen
  • 2 af 2
    Mike Petersen blev Man of the Match med hele 14 stemmer, da FfI led sit første nederlag i 10 kampe.
Af: Martin Pedersen

FfI havde en gylden mulighed for at snuppe tredjepladsen i Jyllandsserien efter Kjellerups pointdeling mod Skagen. Desværre kunne FfI ikke leve op til de foregående flotte præstationer og tabte derfor hjemmekampen mod Auning med 0-1.

Dagens hold var som følger:
Kenneth Isaksen - Malik Egede, Jacob Hørbye, Carsten Reinert, Andrew Nilsson - Thomas Petersen (60. Brian Jensen), Mike Petersen, Rasmus Wrensted (55. Mikael Jensen), Mike Kaljo - Jesper Thorius & Kasper Møller Kristensen (70. Jens Nørgaard).

De mange tilskuere var vidner til en ganske kedelig første halvleg, hvor det var småt med chancer. FfI lignede bestemt ikke et hold, der var ubesejret i ni kampe.

Trods skidt spil var det alligevel FfI, der fik kampens første scoringsmulighed. 35 minutter inde i kampen, efter hjørnespark, var det Kasper Møller Kristensen, der var tæt på at bringe FfI foran 1-0, men desværre headede han på overliggeren.

Kort efter blev det så 0-1. Efter lidt løst forsvarsspil blev der slået et indlæg ind til bageste stolpe, hvor Aunings Ronni Jeppesen sikkert headede bolden i mål uden chance for Kenneth Isaksen.

Kort inde i anden halvleg skiftede træner Peter Jacobsen Rasmus Wrensted ud. Ind kom Mikael Jensen. Også 100 kamps-jubilaren Thomas Petersen og Kasper Møller Kristensen fik tidligere fri. Ind kom Brian Jensen og Jens "Keintor" Nørgaard.

Det var en ultra offensiv satsning, men FfI skabte ganske få chancer i dagens kamp, og de få der var, var der ikke nok "bid" i.

Hen mod slutfasen af kampen satsede F.f.I. alt. Kenneth Isaksen var med oppe på dødbolde, og her blev det farligt. Jens Nørgaard var yderst tæt på, men en "håndboldredning" fra gæsternes målmand forhindrede FfI's mål nummer 52 i denne sæson. Det blev da også til et par andre store chancer, men der blev enten headet eller skudt langt over mål.

Cheftræner Peter Jacobsen var skuffet efter nederlaget:

- Jeg er noget skuffet over vores indstilling, og vi fighter ikke nok for det i dag. Desuden er vi ikke dygtige nok, og så har vi heller ikke tur i den. Det er naturligvis ekstra surt, at vi med en sejr kunne komme alene op på tredjepladsen.

Kampinfo: F.f.I. - Auning IF 0-1 (0-1)
Mål: 0-1 Ronni Jeppesen (39.)
Gule kort: F.f.I.: Mike Kaljo (91.). Auning IF: Benjamin Jacobsen (66.)
Tilskuere: Ca. 150.
Man of the match: Mike Petersen med hele 14 stemmer!

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...