11 mål af Kristina Bille rakte ikke i Skanderborg
Efter tre sejre på stribe med Bo Østergaard som ny mand på trænerbænken tabte Vendsyssel Håndbold lørdag eftermiddag med 23-26 i Skanderborg.
Skanderborg havde inden kampen blot tabt to kampe i denne sæson i landets næstbedste række, så med en sejr kunne Vendsyssel for alvor blande sig i topstriden - ikke mindst fordi topholdet Ajax overraskende tabte til Rødovre. Vendsyssel havde blot været fire point fra førstepladsen med en sejr i Skanderborg, men nu er der seks point op til Skanderborg og Ajax i toppen.
Vendsyssel førte med 7-6 midtvejs i første halvleg, men det var også holdets sidste føring i kampen. Ved pausen førte Skanderborg med 12-11, og nærmere end to mål kom gæsterne aldrig i anden halvleg.
Christina Hansen reducerede til 23-25 med et minut og 20 sekunder igen, men en Skanderborg-scoring i den anden ende afgjorde kampen.
Vendsyssels målscorere:
Kristina Bille 11
Christina Hansen 5
Julie Thomsen 3
Sisse Bruun 2
Kaja Kamp 1
Anne Nørkjær 1
Vendsyssels næste kamp er på lørdag i Hjørring mod Aalborg.





































