12 virksomheder kæmper om lokal erhvervspris
Frederikshavn Erhvervsråd har nomineret 12 kandidater til Vækst og Vilje Erhvervsprisen 2015, mens fire virksomheder er nomineret til Iværksætterprisen 2015. Priserne uddeles i Det Musiske hus fredag 22. januar 2016 ved det årlige Vækst og Vilje-arrangement.
- Som formand for Frederikshavn Erhvervsråd er jeg virkelig stolt over at kunne præsentere så stærkt et felt af virksomheder, som i år er indstillet til de to erhvervspriser. Kandidaterne repræsenterer en række forskellige brancher, der alle via deres initiativ, faglige dygtighed og vækst bidrager til den erhvervsøkonomiske drivkraft i vores kommune, siger Karl Erik Slynge, formand for Frederikshavn Erhvervsråd.
Vækst og Vilje Erhvervsprisen, som uddeles for 11. gang, gives til en virksomhed eller virksomhedsleder i Frederikshavn Kommune, som har ydet en ekstraordinær indsats for erhvervsudviklingen i Frederikshavn Kommune.
De nominerede til prisen i 2015 er:
Gitte Henning v/Henning Kjeldsen (Skagen)
Amanda Seafoods A/S (Frederikshavn)
Skagen Cementstøberi (Skagen)
Fonden Arena Nord (Frederikshavn)
Skagens Museum (Skagen)
Scanel International A/S (Frederikshavn)
Skagen Bryghus A/S (Skagen)
FF Skagen (Skagen)
Sæby Fiske-Industri A/S (Sæby)
Launis A/S (Aalbæk)
DMTONLINE ApS (Sæby)
VICTOR A/S (Frederikshavn)
Iværksætterprisen uddeles for sjette gang til en virksomhed/person, som har etableret eller overtaget en virksomhed i Frederikshavn Kommune inden for de seneste fem kalenderår og gennem dette bidraget positivt til erhvervsudviklingen i området.
De nominerede er:
JOBI Værft (Strandby)
Skagen Køkkenet (Skagen)
Skagen Bjeskeri ApS (Skagen)
A-supply (Skagen)
De nominerede er indstillet af Skagen Erhvervsforening, Sæby Erhvervsforening, Frederikshavn Erhvervsforening, handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK, Sæby Handelsstandsforening, Skagen Handelsstandsforening og Turisthus Nord.
Vinderen bliver kåret af Frederikshavn Erhvervsråd og afsløres ved prisuddelingen i januar, hvor årets hovedtaler er Friis Arne Petersen, Danmarks ambassadør i Tyskland.






































