Lars Hansen: - Juleomsætningen har været den største nogensinde.
For Lædermagasinet i gågaden i Frederikshavn har 2010 været ét af de bedste år nogensinde.
- Vi har især i den sidste halvdel af året oplevet en stor travlhed og omsætning, og juleomsætningen har været den største nogensinde, fortæller butikschef Lars Hansen fra Lædermagasinet.
Der er flere forklaringer på butikkens succes.
- Vi har arbejdet længe på at få lov til at sælge Octupus-tasker, og det lykkedes i efteråret. Det er skindtasker i alle mulige farver. Samtidig har det mere klassiske mærke Belsac solgt godt i år. Vi oplevede også et super skolesalg, og så kan vi selvfølgelig mærke, at vi nu er den eneste lædervareforretning i byen, siger Lars Hansen.
Mærker I ikke konkurrencen fra Aalborg og Hjørring?
- Tværtimod. Vi har flere kunder fra Dronninglund, der ikke gider køre til Aalborg. Det er meget nemmere og desuden gratis at parkere i Frederikshavn. Det betyder meget mere, end mange forestiller sig. Det er noget, som kunderne i oplandsbyerne er opmærksomme på, og jeg er sikker på, at pengene kommer ind i igen i moms og skatter, siger Lars Hansen.
Hvad er dine forventninger til 2011?
- Fortsat fremgang. Selvfølgelig er der krise, men vores branche er modsat mange andre. Går det skidt for Danmark, går det godt for os. Folk har ikke råd til nyt køkken og ny bil, men der skal være plads til lidt miniluksus, og det kan være en taske.
2011 byder også på flere nyheder i Lædermagasinet.
- Vi får minimum ét nyt mærke, som er spændende for de kvalitetsbevidste. Det er en helt ny type serie fra Octupus, som vi forventer meget af. Den kommer i januar eller februar. Vi får også noget hjem, som især henvender sig til mænd og fyre, oplyser Lars Hansen.