Gå til hoved-indhold
09. juni 2009 - kl. 11.06

24 timer stafet mod kræften lørdag og søndag

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 3
    Kl. 22.00 bliver der stille, og alle samles om en lysceremoni, hvor der tændes lys i papirsposer, som anbringes i en designet formation på pladsen.
Af: Carsten Thomasen

På lørdag (13. juni) kl. 10.30 begynder et usædvanligt arrangement på Sundhedshøjskolen Diget ved Skagen: "Stafet For Livet!"

De næste 24 timer vil der være hold, der går eller løber efter evne på den dertil anlagte bane rundt om Sundhedshøjskolen Diget. De løber penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Borgmester Erik Sørensen og fighteren Anders Steffensen fra Nørresundby, kendt fra Proof of Life, lægger ud.

Forrest går fighterne i gule trøjer. Det er mennesker, som har vundet over kræften – eller som stadig slås med den. Anders Steffensen er selv en af dem, der har vundet, og som har igangsat Proof of Life sammen med andre kræftramte.

Hele arrangementet er stablet på benene primært for at skaffe penge til bekæmpelse af den snigende sygdom – og som støtte for kræftramte og pårørende.

Mange frivillige har arbejdet i trekvart år for at få arrangementet til at klappe. Der er lavet et 24 timers program, som kører fra scenen, og hvor bl.a. Tina Siel og Knud Erik Thrane er blandt aktørerrne.

Kl. 22.00 bliver der stille, og alle samles om en lysceremoni, hvor der tændes lys i papirsposer, som anbringes i en designet formation på pladsen.

Man mindes dem, man mistede til sygdommen, og man udtrykker fællesskab med dem, der stadig slås med den. Mange har skrevet en hilsen på lysposerne, som vil brænde hele natten.

Hvorfor et 24-timers arrangement? For at sætte fokus på, at de, der kæmper mod kræften, kæmper hele døgnet – måske endda mest om natten.

Vil du være med?
Alle er meget velkomne til at deltage. Hvis man ønsker at støtte ved at løbe med, tilmelder man sig på pladsen og betaler 100 kr. pr. person, som går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

Mød op på pladsen mellem lørdag kl. 10.30 og søndag kl. 10.30 ved Diget nord for Aalbæk. Der er skilte, der viser vejen.

Kunstnere i sving
27 kendte kunstnere, primært fra Vendsyssel, har ydet deres særlige bidrag til Stafet For Livet. De har malet motiver på i alt 82 lysposer, som sælges til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Alle værkerne er indrammet i passepartout, og er i øjeblikket udstillet rundt om i forretninger i Skagen, Frederikshavn og Sæby.

Se www.stafetforlivet.dk under Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...