30 procent dyrere at få hentet affald i 2020
Frederikshavn Affald A/S står igen for indsamlingen af affald i Frederikshavn Kommune. Det "fejres" med en markant stigning, når det gælder affaldstaksterne.
I dag skal politikerne i Plan- og Miljøudvalget godkende affaldstaksterne, som bestyrelsen i Frederikshavn Affald A/S foreslår. Der er lagt op til store prisstigninger.
Det koster i år 715 kroner at få tømt affald i en helårsbolig, hvis du har en minicontainer på 240 liter. Her stiger prisen næste år til 930 kroner. Det er en stigning på 30 procent. En minicontainer på 400 liter stiger fra 950 til 1100 kroner, mens en minicontainer på 660 liter stiger fra 1100 til 1350 kroner. Alle priser er med tømning hver 14. dag.
I sommerhuse (26 tømninger) stiger prisen fra 550 til 610 kroner, hvis man har en almindelig affaldssæk.
Øvrige ejendomme, institutioner og virksomheder, som ikke er omfattet af bestemmelserne om affaldssortering, kan se frem til en stigning fra 1300 til 1550, hvis de har en 140 liter minicontainer, der tømmes hver uge.
Til gengæld falder gebyret for brug af blandt andet Frederikshavn Kommunes genbrugspladser. En helårsbolig betaler i år 1120 kroner. Det falder til 1070 kroner.
Alle beløb er eksklusiv moms.
Stigningen udtrykker det beløb, der kunne forventes, såfremt Forsyningen valgte at genudbyde opgaven. Alle takster er i den anledning genberegnet, så takstberegningen er i overensstemmelse med forventet kostpris på de enkelte ydelser.