33 lokale golffans er med Lucas B. til British Open
Lucas Bjerregaard - EM i næste uge, og så til Verdens fornemste golfturnering.
33 golffans fra Frederikshavn tager på en miniferie til England for at
følge Lucas Justra Bjerregaards debut i Verdens fornemste golfturnering
British Open.
- Jeg har arrangeret en tur med fly og hotelophold. Vi kommer derover tirsdag den 12. om aftenen og kan følge Lucas på træningsbanen om onsdagen, inden det går løs med selve turneringen fra torsdag, fortæller Jørgen Clausen, der er sponsor og en slags manager for Lucas Bjerregaard. Lucas Bjerregaard kvalificerede sig til den fornemme turnering, da han sidste år vandt EM i Finland. British Open samler de allerbedste professionelle golfspillere. Blandt de danske proffer har kun Anders Hansen kvalificeret sig.
Vigtig målestok Frederikshavneren går målrettet efter en karriere som professionel, og Jørgen Clausen mener, at British Open er en meget vigtig målestok for den ambitiøse Lucas Bjerregaard. - Kan han klare cuttet i British Open, har han bevist, at han har det, der skal til for at være professionel. Det er ikke en skuffelse, hvis Lucas ikke klarer cuttet, men hvis han kan stå for presset ved så stor en turnering, har han en realistisk chance for at komme igennem til finalerunden, mener Jørgen Clausen. Lucas Bjerregaard gik nogle glimrende runder på den svære bane i England, da han var derovre i maj, men det bliver selvfølgelig noget helt andet fra den 14. juli. Der er plads til op til 80.000 tilskuere og golffans fra hele verden følger turneringen på tv. De 33 frederikshavnere har særlige polotrøjer for at markere, at de følger Lucas Bjerregaard. Og de går gerne i dem i fire dage, hvis Lucas Justra Bjerregaard er med i turneringen hele vejen.
Tre frederikshavnere til EM Lige nu er den nybagte handelsstudent i Portugal som en af de bærende kræfter på Danmarks landshold til EM. Golfunionen sendte forleden en pressemeddelelse ud med den selvsikre overskrift "medaljerne venter på os". Det er fire chancer, og der er frederikshavnere involveret tre steder. Daisy Nielsen er med damelandsholdet i Østrig, og her har landstræner Leif Nyholm høje forventninger. Daisys lillebror Daniel er med drengelandsholdet i Holland. Danmark vandt guld hos drengene for to år siden - blandt andet takket være Lucas Bjerregaard.