36 handelsskoleelever er lige nu på studietur i Kina
36 forventningsfulde elever og tre lærere fra Frederikshavn Handelsgymnasium er i øjeblikket i Kina på studietur. Eleverne har gennem de seneste to et halvt år set frem til denne studierejse, som er et led i studierne på globaliseringslinjen på Handelsgymnasiet.
Turens første mål var Beijing, indbegrebet af det, de fleste forstår ved Kina. Her har turen budt på store kulturelle og historiske oplevelser som ”Den Himmelske Freds Plads”, ”Den Forbudte By”, ”Den Store Mur”, Fuglereden i OL-byen, en lille lokal landsby, besøg på en skole, ambassadebesøg, akrobatik-show og meget meget mere. Der har været travlhed fra morgen til aften, og ikke én har haft problemer med at falde i søvn om aftenen.
Efter fem dage i Beijing gik turen med nattog til Suzhou, et par timers kørsel vest for Shanghai, hvor flere danske virksomheder blandt andet holder til. Suzhou er jo blot en lille by sammenlignet med Beijing, men alligvel bor der flere mennesker end i hele Danmark. Nogle mener, der bor 6 miillioner og andre 8 millioner. En stor by er det under alle omstændigheder. På trods af det har eleverne hurtigt lært at begå sig på egen hånd ved hjælp af den smule kinesisk, de har lært hjemmefra af Jing, som er kineser og bor i Frederikshavn. Ellers klarer de sig fint med håndtegn med mere.
Suzhou har blandt andet budt på tre virksomhedsbesøg - alle hos danske virksomheder, der enten har flyttet dele af produktionen til Kina eller blot set Kina som et marked. Hydratech, Flexa og Asia Base har været så flinke at åbne deres døre for elever med mod på globaliseringens udfordringer.
Derudover har Suzhou budt på masser af lokal kultur, blandt andet i form af fælles workout i den lokale park, hvor nogle af eleverne deltog i de lokale kineseres ”workout”. Hvis man stod tidligt op om morgenen, kunne man dyrke tai chi med de lokale.
Resten af turen går til Shanghai, hvor det nye og moderne Kina skal opleves. Her byder Shanghai på The Bund, Pudong-området, besøg hos E-Way (lokal frederikshavnervirksomhed), besøg hos Jysk og meget andet.
En ting, som står klart efter ni dage i Kina, er, at Kina er enormt rigt på gamle kulturskatte og en spændende historie, men at Kina også er andet og mere end det. Det er et moderne Kina i udvikling med en enorm fart. Kort sagt kontrasternes og mulighedernes land.
Michelle og Christina fra globaliseirngslinjen:
- Den største overraskelse ved Kina er, at vi hjemmefra havde fået at vide, at kineserne nok ville være interesserede i at tage billeder med os, men vi havde ikke regnet med, at interessen var så stor. Hvis man står et sted mere end nogle få minutter, så står der pludselig fire gange så mange kinesere, som alle vil tage billeder med os og af os. Vi har følt os lidt som celebreties. Rigtig mange kinesere har aldrig før set vesterlændinge, men de bruger ofte vesterlændinge i forbindelse med markedsføring af tøj, sko og kosmetik.
Cecilie globaliseringslinjen:
- Det er overraskende, hvor mange kinesere, der ikke taler engelsk. Dette også selv om de står i forretning og skal sælge. De kan end ikke de mest normale gloser i forbindelse med salg såsom penge, dyrt, billigt, vand etc. Men på markederne, som primært er tilegnet turisterne, kan de alle tale engelsk.
Mads og Jeppe fra globaliseringslinjen:
- Det hele er en stor oplevelse. Alt er stort her og specielt Beijings historie og kultur er meget spændende. Det er fedt at se og opleve byernes forskellighed. Vi er meget overraskede over, hvor venlige og imødekommende kineserne er, og hvor tryg man føler sig i Kina.
Kris fra globaliseringslinjen:
- Her er så forskelligt fra, hvad jeg er vant til hjemmefra. Både skolesystem, trafik og måden kineserne begår sig på er meget forskellig fra os. Den største overraskelse for mig er, hvordan vi som gruppe er blevet set lige så meget som en turistattraktion som selve turistattraktionerne. Det overraskede mig også meget, at mange små børn har en åbning i bukserne og frit benytter sig af det på offentlige steder. Også åbenheden omkring toiletbesøg har overrasket mig helt ekstremt. Døren står bare åben, og så er der bare et hul i jorden man kan benytte.
Marina fra globaliseringslinken:
- Vi har været i Kina- det må være den største oplevelse i sig selv. Med så mange oplevelser er det svært at udpege den bedste, men en lille personlig top 3 har jeg vel. 1. Den kinesiske mur (så stor lang og uendelig) 2. skrobatik show i Beijing (kinesiske drenge og piger overraskede gang på gang med et vildt og smukt show) 3. Markederne (så meget shopping til billige penge (hvis man finder sit skjulte handelsgen frem). Sjov oplevelse hvor der gik konkurrence i at købe billigst)





































