Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.07.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

46-årig frederikshavner blev Årets Førstehjælper

For snart et år siden faldt Jan Jacobsens dengang 14-årige søn pludselig om med hjertestop i haven. I nogle dramatiske minutter gav Jan sin søn hjertemassage og livsreddende førstehjælp, indtil ambulancen var fremme.

 

Det reddede sønnens liv. Den belønning har den 46-årig frederikshavner allerede fået. Fredag formiddag blev han hædret med prisen som Årets Førstehjælper og en check på 10.000 kroner, oplyser TV2 Nord.

Prisen blev overrakt hjemme hos Jan Jacobsen på Rosevej i Frederikshavn. Han troede egentlig, at han skulle ud og spise brunch med sin kone, da generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, ringede på døren og overraskede Jan Jacobsen.

- Jeg kommer for at udnævne dig til Årets Førstehjælper. Vi vil gerne hædre dig for din indsats, sagde Anders Ladekarl til en meget overrasket Jan Jacobsen.

Den 46-årige frederikshavner har sammen med to andre været nomineret til prisen som Årets Førstehjælper.

- Det er jo en skøn pris at modtage og vide, at man har udført et godt stykke arbejde, men den største pris er, at jeg stadig har min søn, siger Jan Jacobsen til TV2 Nord.

Jan Jacobsens søn var i gang med at spille fodbold i haven hos genboen, da han pludselig faldt om med hjertestop. Den 46-årige frederikshavner var den eneste, som kunne førstehjælp, så han sprang resolut til og gav sønnen Victor hjertemassage.

Sønnen ligger livløs på græsset, og han trækker ikke vejret. Jan Jacobsen går derfor straks i gang med hjerte/lungeredning. Han får også hjælp af sin kone. Efter godt otte minutter uden livstegn fra sønnen, ankommer en paramediciner til stedet, og de tager over og giver ham stød med hjertestarteren.

Stødet virker med det samme. Victor Jacobsens hjerte slår igen, og han kommer hurtigt til bevidsthed. Det eneste, han kan huske, er at han blev svimmel. Nu er han vågnet op med ondt i brystet efter godt otte minutters hjertemassage.

Victor Jacobsen er i dag blevet 15 år, og efter en operation i hjertet er han kommet sig uden mén. Årsagen til hans hjertestop var en hjerteoperation som spæd, der havde givet en masse arvæv. Det skulle der være styr på nu, og ud over en indopereret pacemaker, lever Victor Jacobsen som alle andre teenagere.

- I de senere år er antallet af folk, som kan yde førstehjælp eksploderet, og det betyder, at flere personer bliver reddet, og det er Jan et eksempel på. Vi skal kunne yde førstehjælp, siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl.

- Det er en vigtig hæder, for vi hædrer jo heltegerningen, og det er også vigtigt at vise, at der er et behov for, at man kan førstehjælp, for selvom vi ikke regner med det, så rammer hjertestop oftest i vores tætteste omgivelser, siger Anders Ladekarl til TV2 Nord.

Dagens hædrer betyder også meget for både Jan Jacobsen og familien.

- Det her er for mig og min familie et skønt punktum at få sat. Det har været en hård tid, siger Jan Jacobsen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close