500 vogntog med affald - er det en grøn kommune?
Jens Ove Bagterp, Skagen, har skrevet dette indlæg: Hvis du på din vej mellem Skagen og Frederikshavn møder transporter med affald, er det ikke så utænkeligt. I løbet af året kører der nemlig 500 vogntog frem og tilbage (ifølge Frederikshavn Affalds egne oplysninger).
Siden Frederikshavn Affald under Frederikshavn Forsyning-koncernen lukkede Skagen Forbrænding ned tidligere på året er denne transport foregået.
Hvordan mon miljøregnskabet ser ud, da der med i beslutningen er anført, at miljøbelastningen "er minimal". På almindelig sund dansk logik kan udledes, at beregningen ikke er foretaget.
Det skal dette indlæg forsøge at forbedre, om end det ikke er 100 procent korrekt, da der er taget udgangspunkt i den nyeste teknologi oplyst af Volvo Trucks. Det kan altså se værre ud end denne kalkule (se også foto under artiklen) viser.
Her kommer forudsætningerne for beregningerne, hvis lastvognene er af nyeste generation:
• 500 læs pr. år
• 40 km til Frederikshavn og 40 km retur til Skagen
• 4 km/l brændstof (diesel)
• 2,6 kg CO2 pr. liter brændstof (diesel)
Beregninger og resultater:
• Kørte kilometer 500*(40+40) = 40.000 km
• Brændstofforbrug (diesel) 40.000 km/4 km/l = 10.000 liter
• CO2-udledning 10.000 l * 2,6 kg/l = 26.000 kg eller 26 tons
Hvor er den grønne kommune? Det kunne været dejligt at få reaktioner fra nogle byrødder?





































