61-årig overfaldt yngre par med baseballbat
En 61-årig mand fra Frederikshavn er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at han med et baseballbat overfaldt et yngre par i Føtex i Frederikshavn.
Voldsepisoden fandt sted mandag 30. december ved 16.30-tiden. Den 61-årige mand tildelte parret flere slag med et baseballbat. Parret - en kvinde på 33 år og mand på 34 år, begge fra Frederikshavn - blev blandt andet ramt i hovedet.
De tre involverede personer kender hinanden i forvejen. Der har ifølge politiet været nogle kontroverser og uoverensstemmelser mellem dem. Det er fik altså den 61-årige til at opsøge parret i Føtex og overfalde dem med et baseballbat.
Føtex var mandag eftermiddag fyldt med kunder, der købte ind til nytårsaften, så den 61-årige blev hurtigt overmandet af kunder og personale.
Parret, som blev slået, kom ifølge politiets oplysninger ikke alvorligt til skade.
Den 61-årige blev 31. december varetægtsfængslet i fire uger i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
Ingen af de tre implicerede personer er i forvejen kendte af politiet.





































