Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
05.11.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

65-årig mand skal 12 år i fængsel for knivdrab

Den 70-årige kvinde blev stukket ihjel i en bil på Teglgårdsvej i Frederikshavn.
65-årige Michael Robert Christensen fra Frederikshavn skal afsone en straf på 12 års fængsel for drabet på en 70-årig kvinde fra Frederikshavn. Det har Retten i Hjørring tirsdag eftermiddag besluttet.

 

Den 65-årige mand blev kendt skyldig i manddrab, da straffesagen mod ham var for et nævningeting, der efter votering senere på dagen nåede frem til, at den ældre mand skal 12 år i fængsel.

11 nævninge stemte for 12 års fængsel, mens en enkelt nævning mente, straffen skulle være 11 års fængsel.

Den 65-årige Michael Robert Christensen modtog ifølge TV2 Nords reporter på stedet dommen med bøjet hoved og foldede hænder. Det er endnu uvist, om den dømte vil anke afgørelsen, idet han i samråd med sin forsvarsadvokat har udbedt sig betænkningstid.

Dommeren forklarede i øvrigt, at man ikke havde fundet grundlag for at sænke straffen af hensyn til den dømtes alder, idet sagens karakter er så alvorlig, som den er.

Den nu dømte har tidligere erklæret sig uskyldig i drabet på sin tidligere veninde, men erkendt, at han 24. oktober sidste år stak en 70-årig kvinde to gange i halsen, da de begge sad i hendes bil på parkeringspladsen ved Teglgårdsvej i Frederikshavn, hvor de begge boede.

Kniven havde manden købt kort forinden i Føtex, hvor han også mødte den nu afdøde kvinde. Han fik hende til at køre sig hjem i hendes bil, og det var således der - på parkeringspladsen ved PaladsTeatret - knivdrabet fandt sted.

De to havde gennem et stykke tid set en del til hinanden, men i dagene op til det fatale møde, var der ikke den samme kontakt. Manden havde fået polititilhold mod at kontakte den 70-årige kvinde. Tilholdet var givet, efter kvinden og hendes børn havde følt sig stærkt chikaneret af manden, skriver TV2 Nord.

Den 70-årige kvinde boede i dagene op til drabet ikke længere på sin adresse tæt på gerningsstedet. Det fortalte, den nu afdøde kvindes døtre og veninde, da de var indkaldt som vidner i sagen, og de fortalte, at de sammen med den 70-årige kvinde var blevet enige om, at hun ikke længere skulle bo i samme område, som den 65-årige mand, der nu er tiltalt for drabet på hende.

Kvinden flyttede derfor midlertidig hen til veninden, mens hun og familie og veninde gik i gang med at søge ny bolig til hende. Ifølge anklager i sagen, Mathias Andersen, boede den nu afdøde i dagene fra søndag og frem til drabsdagen onsdag hos veninden et sted i Frederikshavn.

Den 70-årige kvinde virkede ifølge vidnerne ved siden af sig selv. Hun virkede bange for den 65-årige mand, der boede i samme opgang som hende og virkede rystet over, at han blev ved at chikanere hende.

Det var vidnernes opfattelse, der var sket noget i forholdet mellem den nu afdøde og den nu drabstiltalte i dagene op til, den 70-årige kvinde besluttede sig for at flytte fra sit hjem. Hun skulle have gjort forholdet endeligt forbi og have gjort det klart for den 65-årige mand, at de ikke længere skulle ses.

Den 65-årige mand har tidligere forklaret, at han og den nu afdøde havde set en del til hinanden op til gerningstidspunktet. De havde haft et forhold, som ifølge ham kunne kategoriseres som mere end naboer og venner.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close