Gå til hoved-indhold
23. november 2011 - kl. 03.11

70-årig løber halvmaraton og er ivrig vinterbader

  • 1 af 6
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 2 af 6
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 3 af 6
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 4 af 6
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 5 af 6
    FOTO: Helle Hornshøj
  • 6 af 6
    Kirsten Nielsen (t.h.) sammen med sin faste løbemakker, Anna Lisse.
Af: Leif Jensen

Hvis man har sin vante gang i FFK-hallen, så kan man ikke have undgået at lægge mærke til Kirsten Nielsen. Hun er en særdeles aktiv dame og trofast med på løbeturene fra hallen mandag og onsdag. Mange af de andre løbere har den altid smilende Kirsten som et forbillede og betragter hende som et varmt og meget åbent menneske, hvis selskab man altid har det rart i.

Kirsten fejrede for et par uger siden sin 70-års fødselsdag for de andre løbere i klubben. Det foregik efter den faste løbetur, og der blev disket op med god mad og hygge.

- Vi var i alt 23 mennesker, og hvor havde jeg dog en dejlig aften, fortæller hun, mens hun slår hænderne sammen og bryder ud i sit store smil.

Jeg møder Kirsten i sofaen i FFK-hallens cafeteria. Ved siden af hende er Anna Lisse som så mange gange før. Anna Lisse er hendes faste løbemakker siden 1992. De to damer har været ude på deres 10 kilometers tur, der går ud over Flade, via Brønderslevvej hjemad Suderbovej og tilbage til hallen igen.

For en måneds tid siden løb Kirsten sit 20. halvmarathon, da hun deltog i Danmarks nordligste marathonløb i Skagen. Det ærgrer hende en lille smule, at det løb var dette års eneste halvmarathon. Når man snakker halvmarathon, så er det altså en bedrift på 21 km iført løbesko, som Kirsten kom igennem i god stil.

Til spørgsmålet om, hvorfor hun løber, kommer svaret prompte:

- Det er da fordi jeg får det så godt. Jeg får en masse smidt ud og tænkt nogen tanker, og så har man det bare så godt bagefter, forklarer Kirsten.

Hun begyndte med at løbe aktivt i 1986 og løb sit første halvmarathon i 1998, da hun var med i det kendte løb i Göteborg.

- Man bliver jo bidt af det og det giver én så meget, fortsætter hun, mens ansigtet igen lyser op i et stort smil.

- Det er altså ikke for at prale, men jeg fejler jo ingenting, fortæller hun i den vished, at det selvfølgelig hænger sammen med hendes aktive liv.

- Man kan da godt have lidt ondt bagefter, men så ved jeg jo, hvad det er, forklarer Kirsten med en hentydning til, at så er det fordi hun har givet den en ekstra skalle på landevejen.

Anna Lisse fortæller, at løbeturen foregår i alt slags vind og vejr, og at de damer samtidig lige får vendt verdenssituationen. Ingen tvivl om, at de hygger sig med det og slet ikke kan undvære det.

Kirsten Nielsen er tidligere dagplejemor gennem 25 år. Det startede med, at hun passede sine egne børn og da den mindste var fem år, begyndte hun at åbne dørene for andres børn. Det med løberiet har også smittet af på familien, da Kirstens mand, Henrik, også er aktiv løber, og specielt barnebarnet Thor på 10 år er også blevet ramt af løbedillen.

Det såkaldte Skagensløbet har en særlig plads i Kirstens hjerte. Det foregår sidst i juni, og det er fast tradition, at hun sammen med en række andre fra klubben deltager i løbet, der i hårdt terræn blandt andet går forbi Den Tilsandede Kirke.

- Så har vi madpakker og hjemmelavet kage med og hygger os bagefter. Så plejer løberne i Skagen sige: "Nu er det sommer, når nu frederikshavnerne kommer", griner Kirsten, som har været første kvinde i mål i hendes aldersklasse en syv-otte gange i forbindelse med Skagensløbet.

Kirsten har fuldstændigt styr på de løb, hun har været med i. Hun har en scrapbog, hvor samtlige løb er skrevet ned med dato og sluttider. Der er allerede lagt planer om, hvad de næste løbeprojekter er. Af sagens natur bliver det først i det nye år, hvor planen er, at hun sammen med Anna Lisse er blandt de startende til både I form-løbet og Kvindeløbet i Aalborg. Derudover står den blandt andet også på Raabjerg Mile halvmarathon, som altid finder sted pinselørdag.

Inden vores lille møde slutter, bryder Kirsten ud:

- Jeg skal da også lige fortælle, at jeg er vinterbader. Jeg bader hver morgen halv otte i hverdagen, men i weekenden kan den godt blive lidt mere, griner den aktive dame, der som 70-årig altså stadig er frisk som en havørn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...