700 har købt billet til FfI's kamp mod AG København
AG København kommer til Frederikshavn i stærkeste opstilling.
FfI Håndbold har solgt 700 billetter til onsdagens opvisningskamp i Arena Nord mellem FfI's 1. divisionshold og det ubesejrede tophold i Jack & Jones Ligaen, AG København.
- Folk kan også købe billetter ved indgangen i morgen aften, så vi håber, at over 1.000 tilskuere vil følge opvisningskampen, siger formand Søren Andreasen fra FfI Håndbold.
Tilskuerne kommer langvejs fra for at se AG Københavns stjernespækkede mandskab i aktion. Der kommer bl.a. en busfuld med håndboldfans fra Skagen HK. Og københavnerne har netop meddelt FfI, at alle stjernerne er med, når AG i morgen flyver til Aalborg og sætter kurs mod Arena Nord.
Det betyder, at tilskuerne kan glæde sig til at spillere som islændingen Snorri Gudjonsson, Joachim Boldsen, Lars Jørgensen, Mikkel Hansen samt verdens måske allerbedste målmandsduo Steinar Ege og Kasper Hvidt.
AG København drager rundt i landet og spiller opvisningskampe med ambitionen om at blive "Hele Danmarks Hold". Klubben stiller gratis op, men får til gengæld alle entreindtægter.
Københavnerne står også for selve afviklingen af opvisningskampen i Arena Nord. Det betyder, at de kommer til Frederikshavn med bl.a. eget lysshow, musik og speaker. Inden kampen er der er et arrangement for sponsorer, hjælpere i FfI Håndbold med flere i Spar Nord Loungen, hvor AG's direktør, Søren Colding (tidligere fodboldlandsholdsspiller), holder et lille foredrag.