700 tilskuere til Gym Studios Juleshow
Over 200 dansere og omkring 700 tilskuere var lørdag samlet i Det Musiske Hus, hvor Gym Studio traditionen tro afviklede sit årlige Juleshow.
Efterspørgslen efter en plads på de røde stole i Store Sal gjorde, at arrangørerne igen i år var nødt til at afvikle showet to gange. Danserne mødte derfor ind ved 10-tiden, og sidste forestilling sluttede først kl. 16.15, så det var en lang dag for især Prinsesserne, der består af piger i aldersgruppen 3-6 år.
Juleshowet blev indledt tempofyldt af Gym Studios dygtige instruktører, som på seks minutter nåede at skifte tøj adskillige gange. I et par tilfælde havde de allieret sig med et par pauseklovne, som til gengæld ikke havde helt styr på dansetrinene. Både formand Erik Karlsen og næstformand Ib Mortensen - de to pauseklovne - fik dog salen til at grine.
I alt 29 hold dansede på scenen, og publikum blev bl.a. budt på showdans, hiphop, robotdans, nørdedans, cheerleading, cowboydans og aerobic. Til sidst kom alle danserne ind på scenen, mens danseren Gunnva og instruktør Ida P. på flotteste vis fremførte en julesang. En flot afslutning på endnu et vellykket Juleshow.








































