75 børn og unge har valgt privat fritidsklub
Fritidsklubben/Foreningen Aktive børn og unge 9900 på Bornholms Allé i Frederikshavn er nu oppe på 75 børn og unge.
- Vi er meget stolte over, at vi på kort tid har formået at få 75 børn og unge, som kommer fra forskellige baggrunde, indmeldt i klubben. Vi er p.t et team på to uddannede pædagoger, en praktikant, en støtteperson og tre frivillige hjælpere, der står for en aktiv, spændende og social hverdag. I øjeblikket har vi stadig ledige pladser, så interesserede er altid velkomne til at komme på besøg eller ringe for at få en uforpligtigende snak, siger Lasse Eriksen fra Aktive børn og unge 9900.
Fritidsklubben er endnu ikke kommunalt anerkendt til at få tilskud.
- Men vi håber på snarest at kunne komme i videre dialog med politikerne og kommunen. Dette giver nogle problematikker omkring skolesamarbejde, forebyggende arbejde og leje af hal til fysiske aktiviteter for børnene og de unge i klubben. Alt sammen noget, vi nok skal finde en løsning på. Vi mener, at vores fritidsklub på mange måder er et helt nødvendigt initiativ for børnene og de unge, for lokalsamfundet, ja, for hele byen. Der er et behov, for, at børnene og de unge har et tilbud, hvor de kan have et socialt fællesskab, bygge broer, opleve forskellige aktiviteter og have nogle gode rollemodeller, mener Lasse Eriksen.
Han sender en stor tak til Rotary, Seafood Sales og Nordjysk IT for deres støtte til det nye private klubtilbud for børn og unge i alderen 8-18 år.
- Vores brugere er alle yderst taknemmelige for gamer-computerne fra Rotary, fjernsyn, klippekort og bordtennisbord fra Seafood Sales og computertilbehør fra Nordjysk IT, siger Lasse Eriksen.






































