Gå til hoved-indhold
09. februar 2010 - kl. 05.02

85.000 kr. fra kommunen til Blomsterfestival 2010

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Bangsbo Blomsterfestival 2010 finder sted i weekenden 5.-6. juni.
Af: Kanal Frederikshavn

Kultur- og Fritidsudvalget har som ventet bevilget årets Blomsterfestival i Frederikshavn et tilskud på 85.000 kr. Beløbet er på niveau med de foregående år.

Styregruppen for Blomsterfestivalen har netop fremsendt regnskab Blomsterfestival 2009. Det viste indtægter for 175.053 kr. og udgifter for 173.628 kr. Det kommunale bidrag er således en væsentlig del af indtægsgrundlaget.

Bangsbo Blomsterfestival 2010 er den 15. i rækken, og det er således en fast tradition, at der den første weekend i juni holdes festival i Bangsbo Botaniske i Frederikshavn.

- Blomsterfestivalen blev bevilget 85.000 kr. Det er et godt arrangement, mener Kultur- og Fritidsudvalgets formand, Mogens Brag (V).

Da Blomsterfestivalen første gang blev afholdt i 1996 var det med 17 udstillende pavilloner. Sidenhen har festivalen udviklet sig til at præsentere mere end 140 pavilloner.

Ideen med Blomsterfestivalen er at fremme vendelboernes og andres interesse for planter og utraditionelle haver. Dette gøres ved at skabe en kulturel og folkelig festival.

I Blomsterfestivalen deltager haveforeninger, "amatørgartnere", planteskoler, organisationer og foreninger med salg af blomster samt blomsterrelaterede produkter. Salget af mad og drikke er forbeholdt lokale foreninger, som derved tjener en skilling til klubkassen.

Derudover byder festivalen også på mange andre familievenlige aktiviteter som jazzmusik, folkedans, sportsdans m.m.

De seneste år har der ved optælling været omkring 25.000 besøgende på festivalen.

For de deltagende udstillere er der en egenbetaling for leje af pavillon, borde og bænke. Herudover er der ikke andre muligheder for indtægter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...