87-årige Svend skaffer bredbånd til landområder
Nu kommer der bredbånd til en stor del af Volstrup, Hørby landområde, Karup og Hørbylund.
10. august sidste år var kommunen initiativtager til bredbåndsmøde i Volstrup Menighedshus.
Siden da har 87-årige Svend Hansen fra Volstrup arbejdet med sagen. Først med fuldmagter fra hver lodsejer med henblik på søgning om statstilskud, men der kom lodsejerne ikke i betragtning. Kommunen holdt på ny et møde, hvor Svend Hansen, som er far til borgmester Birgit S. Hansen, kom i kontakt med Bredbånd Nord, der nu har udarbejdet en plan for området.
Efter det andet tog møde tog Svend Hansen atter kontakt til lodsejerne i området for at høre, om der var interesse for Bredbånd Nords tilbud, hvilket der var så stor interesse for, at projektet nu kan startes op allerede til august i år.
- Vi vil ikke længere vente på statstilskuddet, men foretrækker at lade Bredbånd Nord stå for etableringen af bredbåndsforbindelsen i området, siger Svend Hansen, der undrer sig over, at staten ikke sætter mere gang i etableringen af bredbånd i landområderne, hvor der også ligger mange hjemmearbejdspladser.






































