Åbent hus på lørdag hos NS System på Knivholtvej
Lørdag 26. marts er det åbent hus på virksomheden NS System, der holder til på Knivholtvej i Frederikshavn. Alle er velkomne.
- Jeg hører gang på gang, når jeg har rundvisninger og folk på besøg, at det er rigtigt spændende at se, hvad der gemmer sig bag murene heroppe. Det gør vi nu noget ved. På lørdag fra kl. 13-15 åbner vi firmaet for alle, fortæller NS Systems nye administrerende direktør og indehaver, Niels Rask.
Det bliver ikke en tom virksomhed, som gæsterne kommer ind i.
- Vi har hele huset kørende, så folk kan se, hvordan vi og vores maskiner arbejder, lover Niels Rask.
Ved ankomsten bliver der taget et foto af alle familier, som desuden får udleveret en T-shirt. Når familien kommer frem til NS Systems digitale afdeling, bliver billedet printet direkte på den udleverede T-shirt. Netop tryk på tekstiler er ét af virksomhedens arbejdsområder.
Flere af NS Systems samarbejdspartnere vil også være tilstede på lørdag. Det drejer sig bl.a. om KontorBeplantningen og Emilievejs Slagterforretning.






































