Årets første vælgermøde bød på mange valgløfter
Det blev delt uventet mange valgløfter ud, da årets første vælgermøde i Frederikshavn Kommune forud for kommunalvalget 16. november i aftes blev afviklet på Strandby Skole.
Mødet nåede kun lige at komme i gang, inden borgmester Birgit S. Hansen (S) opfordrede Strandby Fiskerihavn til at gå i dialog med Frederikshavn Kommune om en havneudvidelse.
- Jeg er meget overrasket. Den havde jeg ikke set komme, men den invitation tager vi gerne imod, siger Claus Hjørne Pedersen, formand for Strandby Fiskerihavns bestyrelse.
Borgmesterens friske udmelding faldt i forbindelse med en debat om manglende plads til udvikling af erhvervslivet. Konkret har fire eksisterende virksomheder i Strandby behov for mere lagerplads og en bygning på havnen - eller tæt på havnen. Tre virksomheder andre steder ønsker at etablere sig i Strandby. Men der mangler erhvervsarealer i byen.
Halharmonisering inden nytår
De mange fremmødte på Strandby Skole kunne også tage hjem med nyheden om, at den i mange år omdiskuterede harmonisering af tilskud til haller og idrætscentre i Frederikshavn Kommune falder på plads inden nytår.
Christian Bang fra SEIF Håndbold er en af de stærke kritikere, som ofte påpeger urimeligheden i de kommunale tilskud. Det er et levn fra de tre gamle kommuner, som endnu ikke er harmoniseret. Som tidligere omtalt er sagen fjernet fra Kultur- og Fritidsudvalgets bord. Nu er det borgmesteren og de fire gruppeformænd, som skal finde en løsning.
- Og det lover jeg, sker inden 1. januar, sagde Birgit S. Hansen.
Peter Laigaard (C) drillede flere gange Mette Hardam (V) med, at det er Venstre, som i efterhånden mange år har haft formandsposten i Kultur- og Fritidsudvalget. Peter Laigaard antydede dermed, at det er Venstres ansvar, at halharmoniseringen lader vente på sig, ligesom han mener, at forholdene generelt er blevet forringet for foreningslivet.
Den kritik afviste Mette Hardam. Hun er formand for Kultur- og Fritidsudvalget, ja, men Socialdemokratiet har absolut flertal i Frederikshavn Byråd, noterede hun.
Flertal for boligforenings projekt
Boligforeningen Vesterports ønske om at opføre 93 nye lejligheder i op til syv etager - kaldet Havnefronten II - blev 1. december 2020 stemt ned i Plan- og Miljøudvalget, selv om Strandby Fiskerihavn, Strandby Erhvervsnetværk, Fællesvirke Strandby og Strandby Varmeværk i en fælles skrivelse tilkendegav deres støtte til projektet.
- Vi lytter også til andre end de fire, bemærkede borgmesteren.
Mette Hardam deltog i Plan- og Miljøudvalgets møde 1. december og stemte sammen med resten af udvalget imod projektet, fordi politikerne ikke ønsker et højhus i Strandby. På vælgermødet i aftes lød Mette Hardam dog ikke som én, der stemte med hjertet i Plan- og Miljøudvalget.
En impulsiv afstemning (håndsoprækning) blandt de fremmødte på Strandby Skole viste i øvrigt et pænt flertal for Vesterports projekt.
Politikerne opfordrede i aftes Vesterport til at fremlægge et nyt projekt, som er mere spiseligt for politikerne.
Mere lys på cykelsti
Utilstrækkeligt lys på den vigtige cykelsti mellem Elling og Strandby stod også på aftenens dagsorden, men debatten forstummede hurtigt, da borgmester Birgit S. Hansen allerede i sin åbningsreplik lovede at løse dette problem.
En borger fra Elling ønsker nye og lidt større ældreboliger i Elling, ligesom hun spurgte ind til muligheden for at få fjernevarme til byen.
Følgende politikere deltog i vælgermødet i Strandby:
Borgmester og spidskandidat Birgit S. Hansen, Socialdemokratiet
Byrådsmedlem og spidskandidat Mette Hardam, Venstre
Spidskandidat Pernille Christensen, Enhedslisten
Byrådskandidat Søren Visti, SF
Byrådskandidat Peter Laigaard, Konservative
Spidskandidat Henning Feldtmose, Kristendemokraterne
Spidskandidat Jens Nygaard, Nye Borgerlige
Vælgermødet var arrangeret af Elling Borger- og Grundejerforening og Fællesvirke Strandby under overskriften "Udvikling eller afvikling". Der bor tilsammen 3.440 mennesker i de to byer, som dermed klart er det fjerdestørste bysamfund i kommunen.






































