Årets sidste fernisering i Galleri Contour i Aalbæk
June Jins malerier er inspireret af det moderne karrieremenneske.
Søndag 27. november kl. 14.14 -17.17 byder Galerie Contour i Aalbæk velkommen til årets sidste fernisering med billedkunstner June Jin samt keramiker Malene Hartmann Rasmussen.
June Jins malerier er inspireret af det moderne karrieremenneske, som midt i kulturhistorien og oldgamle religioners vold, jager rundt efter egen identitet, ambitioner, innovation og viden.
I foråret 2011 blev hun kåret som årets næstbedste kunsttalent i Danmark. June Jin er 34 år. Hun er født i Korea, opvokset på Falster. I dag bor og arbejder hun i København.
Samtlige somre som barn tilbragte hun som feriebarn hos familien ved Hirtshals. Nu kommer June Jin tilbage til barndommens ferieland og udstiller sine værker på Galerie Contour.
Malene Hartmann Rasmussen blev uddannet ved Kunstakademiets Designskole på Bornholm for glas og keramik i 2009.Herefter fik hun optagelse på det prestigefyldte Royal College of Art i London, hvor hun sluttede med sin afgangsudstilling i år.
Malene arbejder skulpturelt med komplekse scenarier, hvor dialogen mellem forskellige komponenter indgår. Hensigten er at indføre personlige følelser og historier på objekter, som traditionelt ikke har nogen følelser.
Som udgangspunkt kan beskueren fejlagtigt drages til at tro, at Malene Hartmann Rasmussens keramiske skulpturer kan være legetøj, men en nærmere undersøgelse afslører deres temmelig mørkere fortælling. De inviterer dig ind i en absurd og surrealistisk verden, hvor tingene ikke er, hvad de synes.
Galleriets ejere, Michael Jensen og Tine Hjort, glæder sig til endnu en fantastisk udstilling, som kan ses året ud. Ved ferniseringen er galleriet vært ved en lille forfriskning.