Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
26.01.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Årets underviser udnævnt på MARTEC

Morten Gyde (i midten) blev overrasket med kage og blomster i en pause i forbindelse med et el-kursus.
Hvert år hædrer Uddannelses- og Forskningsministeriet syv fremragende undervisere på de videregående uddannelser i Danmark med en pris på 500.000 til hver. MARTEC har i år nomineret lektor Morten Gyde Jacobsen til den nationale underviserpris. Han er valgt med stor opbakning fra både studerende, kolleger og ledelse.

 

Morten Gyde blev overrasket med kage og blomster i en pause i forbindelse med et el-kursus, han afvikler for medarbejdere fra Flådestation Frederikshavn.

- Jeg blev overrasket af vicedirektøren og uddannelseschefen i en pause i klassen med kursister. Det tog lige et øjeblik, før det gik op for mig, hvad der foregik, men da de blev stående ved mig med blomster og lagkage, faldt femøren, fortæller Morten Gyde og fortsætter:

- Jeg er utroligt glad og beæret over nomineringen til årets underviser. Det vil glæde mig, hvis jeg kan være med til at sikre den nationale pris til MARTEC. Det lyder jo ret flot med titlen "Årets Underviser", men jeg tror nu ikke, det vil ændre min måde at være på. Jeg tager det, som det kommer.

Prisen er oprettet for at hædre Danmarks bedste undervisere og sætter dermed fokus på den gode undervisning. Det kan blandt andet være gennem fornyelse, at bringe ny teknologi ind i undervisningen, evnen til at engagere de studerende og pirre deres nysgerrighed for på den måde løfte deres passion for deres studie.

- Vi har mange fantastiske undervisere her på MARTEC, som hver eneste dag inspirerer vores studerende. Det er altid svært at fremhæve én underviser frem for en anden, men det er en kæmpe fornøjelse at hædre Morten Gyde for hans fremragende undervisning. Beslutningen om at nominere Morten er taget i fællesskab med undervisere og studerende, og vi er overbeviste om, at Morten er en stærk kandidat til at vinde den nationale undervisningspris, udtaler Pia Ankerstjerne, direktør på MARTEC.

På MARTEC er undervisningen hovedsageligt klassebaseret, og der er tæt kontakt mellem underviseren og de studerende. Morten Gyde har en fantastisk evne til at møde de studerende i øjenhøjde. Han er god til at kombinere den traditionelle klasseundervisning med laboratorieøvelser, virksomhedsbesøg og gæsteforelæsere, og han går gerne den ekstra mil for at sikre, at alle studerende er med. Han er også kendt for sine "vilde" forsøg, hvor han håndgribeliggør komplekse teorier gennem jordnære forsøg i skolens laboratorier.

- Morten Gyde er utroligt god til at tilpasse sig den aktuelle situation og går ind i folk med træsko på. Hans menneskelige kompetencer og evner til at gøre maskinmesteruddannelsen interessant bruges også i forbindelse med åbent hus, uddannelsesmesser og rekrutteringsaktiviteter uden for skolen, som han gladelig stiller op til. Fagligt spænder han over et stort område og deltager yderligere i faglige netværk for kontinuerligt at sikre fagligheden og undervisningens relevans, fortæller vicedirektør Brian Thomsen, MARTEC.

Der bliver uddelt priser til i alt syv undervisere: To fra universiteterne, to fra professionshøjskolerne, én fra erhvervsakademierne, én fra udbyderne af de højere kunstneriske uddannelser og endelig én fra de maritime uddannelser.

Prisen omfatter et pengebeløb på 500.000 kroner, hvor 200.000 er en personlig hæderspris til underviseren, og 300.000 går til udviklingsaktiviteter, der skal understøtte et godt og engagerende undervisningsmiljø.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close