Borgmester Lars Møller overrakte Dronningens Fortjenstmedalje til Niels Kold og Hans Andreasen.

Hvilke ændringer er der sket, siden I dengang startede som brandmænd i 1986?

- Hans og jeg var de sidste to, der startede i mesterlære. Man blev så og sige hevet ind fra gaden, hvorefter man blev oplært. Man blev i øvrigt døbt. Gutterne narrede én hen, hvor man ikke kunne flygte, hvorefter man blev spulet af to-tre mænd med slangen. Den tradition har vi videreført, og selv vores chef kunne ikke slippe. Siden dengang er det blev det sådan, at man fra 1990 skulle gennemgå en særlig brandmandsuddannelse, hvor der indgår både praksis og teori. Den blev vi tilbudt, og det benyttede vi os naturligvis af, fortæller Niels Kold.

- Sikkerheden er generelt blevet forøget en del siden. Dengang blev vi bare kastet i en røgdykkerdragt og et par støvler, og så var det ellers afsted på opgave, siger Hans Andreasen smilende.

- Der var flere større brande dengang. Landbrugene er blevet mere sikre, og de er samlet på større gårde, hvor ny teknologi betyder, at der sjælendt sker det helt store, siger Niels.

Hvad har alle disse ændringer op gennem tiden betydet for jer som mandskab?

- Der var mere spænding dengang, eftersom at store gårdbrande var mere hyppige. Nu er det ofte brandalarmer vi rykker ud til, og de fleste af gangene, er der næsten intet at komme efter, siger Hans.
- Det er naturligvis positivt, men nu og da har vi brug for en brand, så vi ligesom kan pleje det sammenhold, der er i korpset. Sammenholdet var større de første syv-otte år, efter vi startede, fordi man allesammen rykkede ud, og der sad et hold tilbage på stationen, når man vendte hjem. Så fik man ligesom rystet tingene af sig. Nu er vi delt i tre hold, og økonomien og arbejdsgiver betyder, at dem, der ikke skal bruges, bliver kaldt hjem. Det sparer penge, men det fjerner lidt af fællesskabet, mener Niels.

- Ja, og før i tiden mødtes vi ofte omkring en øl bagefter, hvor vi kunne samle os omkring det, der var sket og snakke om det. I dag kan det let ende ud i snak om småligheder, hvis der er gået længere tid uden en ordentlig brand. Så ender det i ligegyldig sladder, som der slet ikke var behov for førhen, siger Hans.

Hvad er det så der gør, at I ikke kan slippe arbejdet som brandmænd?

- Altså, man oplever nogle grimme ting som brandmand, og fra tid til anden, så møder vi da farer. Jeg oplevede bl.a. at få brændt den øverste del af hovedet under en opgave i et hus. Det må siges at være min ilddåb. Det er spændingen og det uforudsigelige, der holder én igang. Det er bestemt ikke pengene, vi gør det for, understreger Hans.

- Nej, og derfor er der mange, som kommer ind og snuser til arbejdet og forlader det efter et år eller to. Hvis man først har været her i de fem år eller deromkring, så forlader man det ikke igen. Det kan vi tydeligt se på dem, som vi har arbejdet sammen med i de år, vi har været her. Udover spændingen, som Hans nævner, så er det sammenholdet, vi er her for. Sammenholdet er helt unikt her, og jeg tror ikke, du finder noget lignende andre steder. Hvis vi har hørt, at der er sket noget med nogen, så er vi samlet på stationen til, at vi får mere at vide, siger Niels.

Hvad har nogle af højdepunkterne været?

- Det må have været århundredets brand: Tankvognsbranden i Jerup! Det var i 1989, og det var et rent flammehav. Vi kunne se den sorte røgsky fra milevis. Det var en tankvogn, som lå ned, og der var brand i det hele. Det var over et kæmpe område, og vi måtte røgdykke ind i tankvognen, fordi vi fik besked om, at nogen var fanget derinde. De var dog åbenbart sluppet ud, og den ene af brandmændene mistede pludselig luft. Det viste sig, at det var fordi, han trak vejret ud gennem masken, som var næsten smeltet i flammerne, fortæller Hans autentisk.

- Desuden har jeg rekorden i at køre med flest døde høns. Jeg transporterede omkring 1000 døde høns efter en gårdbrand, husker Niels.

- Ja, Niels han er lidt mere kirkelig end os andre, griner Hans.

Hvad betyder medaljen for jer?

- Man bevarer ligesom tilknytningen til huset, og så bliver man efterfølgende inviteret til nytårsparader osv. Når vi engang er blevet pensioneret, så er det rart ligesom at kunne vende tilbage. Og nu har vi også brugt mange timer heroppe efterhånden. Ja, det er rart med et klap på skulderen. Jeg tror begge to, vi er enige om, at vi ikke er her for pengene skyld. Vi er her pga. det unikke fællesskab, og fordi det er en mulighed for at udleve en drengedrøm, siger de to jubilarer.

Fredag kl. 17 modtog de den hædersfyldte medalje sammen med to øvrige brandmænd, der også havde gjort sig fortjent til en medalje for en lidt kortere tid i tjeneste. Borgmester Lars Møller holdt en tale, hvor han beskrev korpset som værende Danmarks bedste.

Borgmesteren ville afslutte med tre hurraer: To korte og et langt. Hvad han fik, var et frederikshavner-hurra: To korte og et rigtig kort. Borgmesteren blev nærmest forskrækket, men fællesskabet blandt brandmændene blev understreget. Efterfølgende var der lagt op til fest og fejring.