ADS Biler solgte hele 12 nye biler, da Nissan-forhandleren på Maigårdsvej i Frederikshavn i går fejrede sin 35 års fødselsdag. Prisen på fire nye Nissan-modeller var sat 11 procent ned for at fejre 2011, og det skabte travlhed.
- Det var helt forrygende. Vi havde allerede en god fornemmelse i dagene op til, for der var mange, som ringede til os, fortæller Ole Damsgaard, indehaver af ADS Biler, til Kanal Frederikshavn.
Det var ikke kun salgsafdelingen, som havde søndagsåbent. Kunderne kunne også handle på lageret, ligesom såvel værksted som karosseriafdeling havde åbent. Især lagerchef Søren Sørensen havde travlt med at sælge både vinter- og sommerdæk.
- Jeg skulle vist have taget lidt mere for at spille her, smilte musikeren Knud Erik Thrane, da han kiggede ud over de mange gæster, som hele dagen skabte liv og glade dage i bilforretningen, hvor der i dagens anledning også blev serveret både mad og drikke.
Arndt Hüttel og Willy Sørensen, som åbnede bilforretningen for 35 år siden på Sæbyvej, deltog også aktivt i markeringen af fødselsdagen, og deres tilstedeværelse satte kunderne tydeligvis præg på. En populært sted denne søndag var også et lille bord med gamle avisudklip, magasiner med mere.
- Det var en rigtig god dag med stor travlhed, mange glade mennesker og en fin omsætning, siger Ole Damsgaard.