Gå til hoved-indhold
23. april 2024 - kl. 19.04

Advokatundersøgelse af Frederikshavn Havn ventes at koste 1,5 millioner kroner

  • 1 af 1
    Der er bred politisk opbakning til en advokatundersøgelse af Frederikshavn Havn. Foto: Henning Larsen
Af: Michael Frederiksen

Advokatundersøgelsen af Frederikshavn Havn skal laves af advokatfirmaet Bech-Bruun, der også har bistået omkring afdækningen af personaleforholdene vedrørende den tidligere direktion. Frederikshavn Kommune forventer, at prisen bliver 1,5 millioner kroner.

Det fremgår af dagsordenen til et ekstraordinært møde onsdag 24. april i Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune.

Der afsættes 1,5 millioner kroner til opgavens gennemførelse, som finansieres via kommunens kassebeholdning.

Temaer og opgaver, der kan indgå i advokatundersøgelsen:

  • Økonomistyring og håndteringen af den daglige drift
  • Projektstyringen på havnen
  • Organiseringen og styringen på havnen
  • Rådgiveres funktioner og opgaver på og for havnen
  • Kontraktindgåelse projekter og kunde forhold
  • Rådgiveransvar (Revision, advokater, konsulenter og andre rådgivere), interne som eksterne
  • Pengestrømme gennem årene mellem projekterne og driften
  • Løn og ansættelsesforhold
  • Informationer til og fra bestyrelsen om økonomi, kontrakter og andre forpligtigelser
  • Direktionsansvar og informationer til bestyrelserne
  • Bestyrelsesansvaret, formænd, næstformand og medlemmer
  • Information til og fra Frederikshavn Kommune
  • Ansvar i byrådet og borgmestrene
  • Kommunaldirektørens (administrationen) ansvar i forløbet – herunder rådgivning og vejledning af Økonomiudvalg, byråd mv.

Der udarbejdes et konkret kommissorie for undersøgelsen med afsæt i ovenstående elementer, som skal godkendes i Økonomiudvalget.

Der er bred politisk opbakning til advokatundersøgelsen.

- Sagen ser ikke køn ud. Der er mange spørgsmål, som kræver svar, og som skal afdækkes. Der er flere ting, som ser mystiske ud. Derfor er det godt at få en advokatundersøgelse. Det er et spørgsmål om at placere et ansvar der, hvor det høre til, siger løsgængeren Peter Sørensen til TV2 Nord.

Også hos SF er der opbakning til en advokatundersøgelse.

- Jeg synes, at det er fornuftigt. Vi har ikke råd til at lade være, selv om det bliver dyrt, siger Christina Lykke Eriksen (SF) til TV2 Nord.

Venstre er ligeledes klar til at sige ja til en advokatundersøgelse, hvis præmissen, som skal undersøges, er den rigtige. Mette Hardam (V) håber, at hele byrådet bliver inddraget i processen.

Advokatundersøgelsen skal være afsluttet og fremlagt for byrådet inden udgangen af 2024. Resultaterne skal i videst muligt omfang deles med offentligheden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...