AFAER er flyttet ind på ottende sal i Kattegat Silo
AFAER - en dansk entreprisevirksomhed - er netop flyttet ind på ottende sal i Kattegat Silo i Frederikshavn.
Firmaet beskæftiger sig primært med entrepriseopgaver indenfor El, Byg & Anlæg og Industri. AFAER arbejder med komplet entreprise af små såvel som store projekter og udfører alt fra rådgivning, beregning og projektering til udførelse og vedligehold.
I tillæg udlejer AFAER egne medarbejdere til små såvel som store projekter. AFAERs mål er at leje medarbejdere ud med kort varsel til konkurrencedygtige priser. Ved at bruge AFAER slipper virksomhederne for mange af de ressourcekrævende arbejdsopgaver, som ligger forud, under og efter en ansættelse.
Alle udlejede folk er egne medarbejdere eller har været til en eller flere personlige samtaler med den projektleder, som medarbejderen kommer til at gå under. AFAER betragter alle opgaver som sine egne opgaver, og derfor er virksomheden meget grundig i sin udvælgelse.
AFAER tester ikke sine medarbejdere. Firmaet foretrækker en samtale og et grundigt baggrundstjek frem for en papir-test.
- Det er også årsagen til, at vi i modsætning til vikar- og personalebureauer i Danmark og Norden ikke har nogen kandidater, men i stedet har mange dygtige medarbejdere, fremgår det af AFAERs hjemmeside.
AFAER varetager også en del større kontrakter inden for total erhvervsbeklædningsservice til den danske industri, offshore, maritime og vindmølleindustri.
AFAER er et datterselskab af færøske Mekta P/F, som siden 1994 har installeret og serviceret elinstallationer og forestået it-projekter, byggeprojekter og renoveringsopgaver på Færøerne.
Ledelsen i AFAER består af tre faglærte inden for tømrer-, el- og murerfaget samt to ledere med henholdsvis MBA-uddannelse og lang international ledererfaring i større danske og udenlandske koncerner.
Foto: Keld Gydum





































