Aldi i Skagen vil bygge ny forretning i Skagen-stil
Sådan kommer Aldis nye forretning i Skagen til at se ud, hvis politikerne giver grønt lys til projektet.
Aldi ønsker at opføre en helt ny forretning i Skagen, men den skal stadig ligge på Chr. X's Vej. Politikerne i Plan- og Miljøudvaget drøfter sagen på deres møde i eftermiddag.
Aldi søger om tilladelse til at opføre en helt ny bygning på den østlige side af den grund, hvor den nuværende Aldi-forretning ligger. Her er det planen, at selve dagligvarebutikken skal være, mens noget af den eksisterende bygning indrettes med lager, vareindlevering og personalefacilitetrer.
Nybygningen udføres med gule, vandskurede facader og sadeltag med røde vingetegl. Dermed vil bygningen i langt højere grad falde naturligt ind i Skagen-stilen.
Planen er også, at de nuværende parkeringsarealer og benzinstander skal fornyes. De tre eksisterende udkørsler reduceres til to udkørsler. Der etableres 29 parkeringspladser på ejendommen.
I dag er også en bolig på Chr. X’s Vej 53, men den skal nedrives for at skabe plads til den nye butiksbygning.