Alm. Brand lukker også sin butik i Frederikshavn
Endnu et forsikringsselskab flytter fra Frederikshavn. Alm. Brand lukker sin butik i Danmarksgade, men kunderne kommer ikke til at mærke nogen forskel.
- Antallet af kunder, som bruger butikken, er faldende, men der er trods alt folk, som foretrækker den personlige kontakt, og de skal bare ringe til os, så kører vi ud til dem, lover assurandørerne Michael Bang og Henrik Simonsen fra Alm. Brand i Frederikshavn.
De tilbringer i forvejen en stor del af arbejdstiden på landevejen, og de forventer, at kilometertællen får endnu mere travlt efter nytår.
- Det bliver stadig os, som skal servicere vores kunder i hele Frederikshavn Kommune og Sindal. Sådan er det i dag, og det ændrer lukningen af butikken i Frederikshavn ikke noget ved, understreger Michael Bang og Henrik Simonsen.
I alt seks medarbejdere er beskæftiget i butikken i gågaden i Frederikshavn. De fortsætter alle i butikken i Hjørring.
- Som frederikshavnere ærgrer vi os over udviklingen, men det er for dyrt at have butikken kørende, når man ser på antallet af personlige henvendelser. Kunderne kontakter os i stedet via telefon og mail, siger Michael Bang og Henrik Simonsen.
Alm. Brand lukker i Frederikshavn ved årsskiftet. Som tidligere fortalt på Kanal Frederikshavn har også Topdanmark valgt at lukke sin afdeling i Frederikshavn. Det sker i begyndelsen af 2012.





































