Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.09.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Amalie Thørholm klar med ny singleudgivelse

Sangerinden Amalie Thørholm fra Frederikshavn er på fredag 13. september aktuel med sin nyeste single, "Ingenting".

 

Det er Amalie Thørholms første udgivelse efter sin vellykkede debut-EP "Amalie", der udkom i 2018.

Amalie Thørholm, som har fået sin musikalske opvækst i Frederikshavn, skriver og synger sin egen dansk-sprogede popmusik.

- Lige siden min EP udkom i maj 2018, har jeg haft travlt med blandt andet at spille koncerter rundt om i hele landet på både spillesteder og festivaler. Jeg har sammen med mit faste band lavet en TV-koncert på landsdækkende TV, og jeg er også rigtig glad for, at min musik har haft sit eget liv på radiostationerne og Spotify, siger Amalie Thørholm.

Hvor debut-EP’en satte scenen for Amalie Thørholms talent og evner som sanger og sangskriver, løfter den nye single, der er blevet til i et samarbejde med producer og kreativ sparringspartner Joachim Ersgaard, sløret for en mere moden og bevidst sangskriver og for en lydside, som har masser af kant. Produktionsmæssigt har udgangspunktet denne gang været det elektroniske univers, men stemmen og fornemmelsen for den gode melodi og det catchy omkvæd er dog stadig den samme, som et stadigt større publikum kender Amalie Thørholm for.

- Jeg har virkelig set frem til igen at være i den skabende proces efter en lang periode, hvor mit fokus har været på at spille mine sange live for publikum og ligesom arbejdet på at tilføre gamle sange ny energi hver gang.
Det har været nogle rigtig gode dage i studiet, og vi har lavet en produktion af den nye single, som er lige efter mit hoved, fortæller Amalie Thørholm.

Den kommende tid skal der arbejdes med promovering og planlægning af koncerter i 2020, men der er også flere koncerter i kalenderen allerede i år, hvor "Ingenting" selvfølgelig vil være på sætlisten.

"Ingenting" er at finde på Spotify, iTunes og de øvrige digitale musiktjenester fra 13. september.

På releasedagen lander også Amalie Thørholms første musikvideo - en video, der er optaget i hendes nuværende hjemby Aalborg.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close