Ani Koldbro Pedersen modtog Trivselspris
Med et par måneders forsinkelse fik Ani Koldbro Pedersen overrakt Frederikshavn Kommunes Trivselspris i juli.
De ansatte blev kaldt ud på pladsen foran Sundhedshuset i Sæby, fordi de skulle bese byggeriet, hvor langt det var kommet.
Anledningen var nu en helt anden, idet Lilly Pedersen, fra Trivsels- og Sundhedsfremmegruppen i Frederikshavn Kommune var på besøg for at overrække juli måneds trivselspris til en af de ansatte. Overrækkelsen var udsat et par gange på grund af COVID-19.
Det var Ani Koldbro Pedersen, der var indstillet af sine kollegaer med disse ord:
"Ani var indtil for nylig gruppekoordinator på Træningscenter Sæby. Ani er af fysisk fremtoning en lille petit kvinde, men hun fylder og rummer meget både menneskeligt og fagligt.
Anis evne til at skabe gode relationer, hendes udstrakte grad af empati og vilje til at gå en meter mere for andre mennesker, hendes gode humør, kæmpe energi og hendes holdninger til livet som helhed, gør hende til et forbillede at være sammen med og en tryg havn at søge til i uvejr.
Ani påskønnes, fordi ingen arbejdsplads/organisation er bedre, end de mennesker der er på/i den, og Ani er på alle måder med til at gøre Træningscenter Sæby til at fantastisk sted at arbejde og komme som borger."
- Ani Koldbro Pedersen blev simpelthen både, stolt, glad, overrasket og rørt. Tårerne fik frit løb, og alle var bagefter enige om, at det er da godt nok træls, man ikke kan kramme, siger Lilly Pedersen fra Trivsels- og Sundhedsfremmegruppen.
Bamsen Isak var i dagens anledning udstyret med mundbind, så den kunne krammes.