Gå til hoved-indhold
22. november 2013 - kl. 02.11

Anja fra Frederikshavn er hjemløs og ejer intet

  • 1 af 2
    FOTO: Lasse Burholt
  • 2 af 2
    Anja Ringgren Lovén hjælper Prince og Samuel, der er blevet tortureret og efterladt alene på gaden.
Af: Lasse Burholt

- Jeg har solgt alt, hvad jeg ejer og er hjemløs, og det er den bedste beslutning, jeg har taget i mit liv, fortæller frederikshavner-pige Anja Ringgren Lovén, der står bag den velgørende forening DINNødhjælp.

Anja er ildsjælen bag hele projektet. Hun opsagde sin stilling som butikschef i 2011 for at rejse til Afrika, hvor hun i tre måneder arbejdede som observatør og nødhjælpsarbejder. Her oplevede hun en så ekstrem fattigdom og sult, som hun på ingen måder kunne glemme igen. Hun besluttede sig derfor, at hun resten af sit liv ville kæmpe imod fattigdom og sult i Afrika og støtte verdens fattigste til et mere værdigt liv.

- Jeg støtter i stedet børn som Prince og Samuel (på billedet), der begge er blevet tortureret og efterladt alene på gaden. At se dem smile gør livet så meget mere værd end materielle ting, fortæller Anja i en af sine mange Facebook opdateringer.

Facebook er et vigtigt redskab for dinnødhjælp.dk – her sker der rigtig meget formidling om Anjas arbejde i Afrika.

På Anjas Facebook-profil kan man følge mange initiativer fra såvel privatpersoner som virksomheder, der finder arbejdet så spændende, at de gør en masse for at rejse både midler, men også helt lavpraktiske ting som tøj og legetøj til børnene i Nigeria.

Den gæve pige er heller ikke bleg for at melde rent ud af posen:

- Jeg har brug al den støtte, jeg kan få, lyder det venligt, men bestemt fra Anja Ringgren Lovén.

Anjas første projekt blev søsat i august 2012, hvor hun på egen hånd og helt alene rejste til Tanzania. Inden afrejsen fik hun etableret en indsamling, og med støtte fra venner og familie fik hun indsamlet 31.500 kroner. Anja besluttede, at pengene skulle gå til renovering af en landsbyskole og til at hjælpe et børnehjem for gadebørn. Hun var selv med til at købe alt fra vinduer til cement, maling, dørhåndtag og spartel.

Det er vigtig for Anja at vide, at hver en krone bliver anvendt rigtigt til fordel for børnene. Anjas hjerte ligger hos de afrikanske børn. "De er Afrikas fremtid, og derfor er det så vigtigt, at de får en skolegang", siger hun til Nordjyske Stiftstidende i et interview.

Det vigtigste for Anja er, at hun selv rejser til Afrika med DINNødhjælps indsamlinger for at sikre, at pengene ender i de rigtige hænder.

“Der er så meget korruption i de afrikanske lande”, siger Anja blandt andet i Aarhus Stiftstidende, så for hende er DINNødhjælps største styrke, at hun selv kan rejse afsted og sikre, at hver og én krone bliver brugt rigtigt.

Lige nu er Anja i Nigeria, hvor hendes arbejde ikke er gået ubemærket hen:

.- Hele verden skal vide, hvad der sker, så det er bare en kæmpe sejr at se ens arbejde i en af Nigerias største aviser fortæller den hjemløse, men glade Anja.

Følg Anjas eventyr og arbejde i Afrika via hendes Facebook-profil.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...