Anker Laden-Andersen tildeles Ridderkorset
Anker Laden-Andersen, partner i Advokatfirmaet HjulmandKaptain, tildeles nu Ridderkorset af Det Danske Kongehus for sit livslange virke. Han er uddannet fra Aarhus Universitet i 1982 og er i dag kendt som en af Danmarks skarpeste og mest markante erhvervsadvokater.
Anker Laden-Andersen fik allerede som 34-årig i 1990 møderet for Højesteret og har siden ført flere sager her.
I sin karriere har Anker Laden-Andersen været involveret i nogle af Danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende erstatningssager ved domstolene, hvor han blandt andet har være med til at sætte nye standarder for mediernes erstatningsansvar.
Anker Laden-Andersen er i dag partner i Advokatfirmaet HjulmandKaptain, hvor han arbejder på kontoret i Frederikshavn. Han har gennem sin karriere været aktiv i advokatpolitisk arbejde og har i en længere årrække været medlem af Danske Advokaters bestyrelse. I sin egenskab af fransk konsul er han medlem af bestyrelsen i Corps Consulaire.
Anker Laden-Andersen bestrider formandsposter for blandt andet Hirtshals Havn, Voergaard Slot, Melsen Fonden, Hjerl-Fonden, Roblon Fonden og Gisselfeld Kloster. Sidstnævnte er Danmarks femte største gods og et af landets mest veldrevne. Han er endvidere medlem af Jyske Banks bestyrelse og bankens Revisions- og Nomineringsudvalg.
Privat har Anker Laden-Andersen været gift med Gitte Fogedgaard Laden-Andersen siden 1983. De har sammen to børn.





































