Gå til hoved-indhold
26. marts 2020 - kl. 20.03

Anlægsloft ophævet: V kræver hurtig handling

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Arbejdet med udvidelsen af Sæby Havn er et eksempel på en kommunal opgave, der kan komme turbo på.
Af: Kanal Frederikshavn

Dagens nyhed om, at kommunernes anlægsloft er ophævet i 2020 på grund af COVID-19 får Venstre til at kræve et ekstraordinært møde i Økonomiudvalget i Frederikshavn Kommune.

- Borgmesteren har tidligere i dag udtalt, at Frederikshavn Kommune ikke umiddelbart vil benytte sig af det. Det er vi i Venstre ikke helt sikre på, at vi er enige i. Situationen er speciel. Ingen aner, hvor lang tid vores land er lukket ned, og det er meget hårdt for økonomien for alle. Derfor mener vi også, at der er behov for hurtig handling, og vi har i den forbindelse bedt borgmesteren indkalde til et ekstraordinært møde i Økonomiudvalget (via SKYPE), så vi hurtigt kan finde frem til de investeringer, vi kan fremskynde i kommunen, siger Mette Hardam, gruppeformand for Venstre.

Borgmester Birgit S. Hansen siger, at sagen allerede er sat på Økonomiudvalgets dagsorden på det ordinære møde i april, og efter at anlægsloftet i dag er blevet ophævet, er hun klar til at se på, hvilke muligheder kommunen har for at fremrykke anlægsopgaver og investeringer.

- I Frederikshavn Kommune vil vi kunne fremrykke nogle nogle investeringer planlagt til 2021. Det vil kortvarigt give et pres på vores likviditet, men i og med de er planlagt til 2021 - og dermed skulle dækkes af næste års indtægter - ja, så vil trækket være kortvarigt, bemærker Birgit S. Hansen.

Hun nævner udvidelsen af Sæby Havn som et eksempel. Her er der afsat 25 millioner kroner i år og 32 millioner kroner næste år. Her vil hele beløbet kunne blive fremrykket til i år, hvis vinderen af udbudet vel at mærke kan nå at lave arbejdet i år.

Et andet eksempel er at bruge nogle af de penge, som er afsat til ejendomsvedligeholdelse og asfalt i 2021 allerede i 2020.

Hvad med at låne til flere nye anlægsopgaver?

- Det er ganske rigtigt en mulighed, som ministeren giver, men i første omgang vil jeg ikke anbefale, at vi låner. Vi skal afvikle og afdrage i Frederikshavn Kommune, hvor vi arbejder på at nedbringe vores lånegæld, siger Birgit S. Hansen.

Venstre kræver et ekstraordinært møde.

- Det handler om hurtigt at finde frem til de investeringer, vi kan fremskynde i kommunen, udtaler Mette Hardam.

Hun er tilsyneladende mindre afskrækket af at låne penge.

- Det er stadig kommunerne, der selv skal betale, men har kommunerne ikke pengene "i kassen", åbnes der for en lånemulighed, udtaler Mette Hardam.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...