Armbånd kan hjælpe med coronapas-kontrol
SAL Tryk i Frederikshavn har fået en corona-idé, som virksomheden i disse dage forsøger at sælge til skoler, restauranter, caféer, barer, idrætsklubber og kulturinstitutioner.
Lige om lidt skal alle danskere i gang med at fremvise et cornapas, når de skal til frisør, på restaurant, på bar, i skole, til koncert med mere. Det vides endnu ikke, hvem der skal kontrollere, om gæsten på restauranten er i besiddelse af et coronapas.
- Men vi forventer, at det bliver personalet på eksempelvis Restaurant Empire, Bone’s og Freddy’s Bar, der får denne ekstra opgave. For at gøre det så nemt som muligt for alle parter, foreslår vi, at der udleveres et ”Check In-armbånd”. På den måde skal coronapasset blot vises én gang, og det vil betyde, at gæsterne kan gå frit rundt på Freddy’s Bar, når de har fået deres armbånd, fortæller sælger Klaus Hjulmand, SAL Tryk.
Coronapasset kan hurtigt udvikle sig til en irriterende og tidskrævende opgave.
- Og der kan helt sikkert nemt opstå nogle uheldige episoder, når tjeneren kontakter et nyt hold gæster, der netop har sat sig og vil spise på terrassen foran Bone’s. Men disse episoder mener vi at kunne minimere med udleveringen af et armbånd, for så kan alle se, at det kræver et synligt armbånd at være der, forklarer Klaus Hjulmand.
Han forestiller sig, at der anvendes forskellige farver armbånd hver uge, så snyd reduceres. Armbåndene skal afleveres, når man går, da de kan vaskes og genbruges.
300 armbånd koster cirka 1500 kroner.
- Man kommer langt for et lille beløb. Investeringen er hurtigt betalt hjem, da alternativet er, at der nærmest er en medarbejder, som ikke laver andet end at kontrollere coronapas, udtaler Klaus Hjulmand og fortsætter:
- Nogle gange handler det om at springe over gærdet, hvor det er lavest og gøre det nemt for sig selv, medarbejderne og gæsterne, som gerne skulle opleve mindst muligt gene. Denne løsning giver alle den tryghed, som folk også søger. Og skulle der komme kontrolbesøg fra myndighederne, vil armbåndet signalere, at der er styr på det hele.
I den store genåbningsplan, som aftalepartierne blev enige om i mandags, fremgår det, at et coronapas vil bidrage til epidemikontrollen, så store dele af erhvervene og kulturlivet kan genåbne tidligere end ellers. Coronapasset skal vise, om borgeren er færdigvaccineret, har overstået infektion eller er testet negativ indenfor 72 timer. Børn under 15 år vil være undtaget.





































