Fiskefabrikken forventer, at man vil ansætte mellem 25 og 30 nye medarbejdere.
Sæby Fiske-Industri A/S vil udvide og forbedre produktionen. Derfor investerer fiskefabrikken 150 millioner kroner i en udvidelse af fabrikken, skriver Børsen.
- Udvidelsen afhænger naturligvis af, at vi kan opnå den fornødne finansiering via realkreditlån, hvilket vi forventer er muligt, Den overskydende investering kan vi selv klare, siger bestyrelsesformand Hans Jørgen Kaptain til Børsen.
I første omgang skal der opføres en ny koge- og servicehal.
- Vi har kapacitet til at producere 100 millioner dåser om året, og produktionen for 2012 er solgt. Med første etape af denne udvidelse kan vi øge produktionen med 50 millioner dåser, siger virksomhedens grundlægger Christian Vanggard til avisen.
Ledelsen bag fabrikken håber på, at man kan begrænse brugen af toholdsskift, da det slider på medarbejderne. Men alt tyder også på, at der kan være flere nye stillinger på vej på fiskefabrikken. Direktøren forventer, at man vil ansætte mellem 25 og 30 nye medarbejdere. Fabrikken beskæftiger i forvejen 185 ansatte.