AVØ-direktør: Nødvendigt at alle parter samarbejder
Hjælp skraldemanden, så skal han nok tage dit affald med på tømningsdagen. Det er konklusionen på et møde i dag mellem Affaldsselskabet Vendsyssel Øst (AVØ), Arbejdstilsynet, Park & Vej og den private vognmand, Nord-ren A/S, som har opgaven med indsamling af renovation i Frederikshavn Kommune.
- Arbejdstilsynet konstaterede, at der fortsat er mange steder, hvor det kan være farligt at arbejde for skraldemanden. Det kan være indkørslen, fortovet eller vejen, som ikke er ryddet. Det kan også være, at der ligger en sne/is vold mellem indkørslen og vejen. Den eneste, som i praksis kan vurdere, om det er rimeligt at tømme, er skraldemanden, siger AVØ's direktør, Tore Vedelsdal.
Der var dog også enighed om, at når borgerne har ryddet for sne eller har sat affaldet ud til vejen, så skal det tages med, når skraldemanden kommer på sin normale tømningsdag.
- Vi opfordrer husstande til at sætte sækken frem på tømningsdagen. På små stikveje, hvor skraldebilen ikke kan vende, må man gerne sætte det ud til stamvejen. Skraldemændene kommer hele vejen rundt og tager det med, oplyser Tore Vedelsdal.
Nord-ren A/S, som har kontrakten på afhentning af renovation, bekræftede, at man vil gennemkøre alle ruter på afhentningsdagen, og man vil tage alt det affald med, som man kan have med på rimelig vis. Skulle der være enkelte adresser, man ikke kan have med, så tager man det med ugen efter.
AVØ vil sætte ekstra ressourser af til at følge op på kvaliteten, og hvis der er åbenlyse mangler i arbejdet, kan der pålægges bod i henhold til kontrakten.
Arbejdtilsynet påpegede, at det er Frederikshavn Kommune, som har ansvaret for, at vejene og indkørslerne er i orden. Kommunen kan pålægge borgerne at rydde indkørslerne.
- I den nuværende situation er det nødvendigt, at alle parter samarbejder, hvis opgaven skal løses. Hvis enten borgeren eller vejvæsenet eller skraldemanden ikke løser sin del, bliver det meget vanskeligt for de andre parter – især fordi det altid beror på et personligt skøn, om tingene er i orden eller ej, fortæller Tore Vedelsdal.






































