Bangsbo Freja til Costa Brava Cup 2009 - nr. 2
Bangsbo Freja skriver hjem fra Costa Brava Cup. Turneringen er i gang, og førstedagen bød både på sejre og nederlag. Læs også om et sjovt møde med FfI, som i den grad har problemer med sin bus.
U-19 drenge:
Første kamp mod Ejby If. Det var en lige kamp, hvor vi tabte 0-1, og det var egentlig fortjent nok, men holdet var ikke tilfreds, mest fordi det var deres egen indsats, som var skuffende, men alligevel tæt på en sejr. Vi havde faktisk to store chancer i de sidste fire minutter, hvor Benjamin (Ronaldo) havde mulighederne. Men Ung Rejs-holdet fra Ejby vandt, selv om de faktisk havde mere travlt med øl-bøder end resultatet.
U-15 drenge:
Vi tabte 1-4 til Løgstør, men det var ikke helt fair. Vi fik en drømmestart, da fødselsdagsbarnet Christian Bradsted scorede til 1-0, men herefter gik det helt galt. Et forsvarskiks til 1-1. Straffespark til 1-2 og 2 friløbere til 1-3 og 1-4. Det var ikke godt, og et hold vi sagtens kunne slå. Men nu må vi forsvare de danske farver mod svenskerne tirsdag. Kampens spiller blev Christian Bradsted.
U-13M drenge
To kampe og seks point er en god start for drengene. Første kamp stod mod Skovshoved If, der måtte se sig besejret med 8-0. Herefter blev det Vejlby IK's tur, og de måtte pille bolden ud af målet fem gange, mens Jeppe i Bangsbo målet endnu engang kunne holde nullet. Tirsdag skal vi møde FC Engstringen og Husum BK, og forhåbentlig er Magnus og Moses på banen, efter at de begge måtte udgå med henholdsvis et godt gammeldags sæbeøje og en forvredet skulder.
G16-3 Piger
Vi har spillet den første kamp mod Vejlby IF, hvor vi kom godt i gang. Med et godt pres på modstanderen lige fra starten fik vi vores første mål i midten af første halvleg på et langskud af Mia Mundt. I starten af anden halvleg sikrede endnu et mål fra Mia os sejeren. Der blev vist gode takter på de fleste pladser. Især forsvar og midtbane havde et formidabel samarbejde, som var grundlaget til at modstanderen kun havde et par sporadiske kontraangreb. Dog ingen som var en trussel mod vores sejer på 2-0.
Bangsbo Freja kører igen i år med Kjærholms Busser fra Hjørring Turistfart. Disse busser bruges også hele ugen som "Shuttle" for spillere og forældre fra Bangsbo Freja mellem hotellet Don Juan i Lloret de Mar og Top Ten-anlæget ved Toredore, hvor turneringen afvikles.
Opsamling af "blaffere" fra FfI
Under en af mandagens ture til Top Ten stod der pludselig en flok rød/sortstribede spiller og trænere og forsøgte at tomle den. Deres bus var blevet ramt af et uheld, og de ville derfor gerne have et lift. Da det var personer fra en ikke helt ukendt klub, var vi fra Bangsbo Freja selvfølgelig så venlige at tilbyde dem et lift, så de kunne nå at komme ud til deres kamp.
I bussen var der selvfølgelig lidt venlig drilleri, da de allerede på turen fra Danmark til Lloret de Mar var blevet meget forsinket på grund af et motorhaveri med deres bus.











































