Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
15.03.2011 | Af: Ole Nielsen, U17-træner i Bangsbo Freja

Bangsbo tabte 0-12 og spillede 3-3 i Brøndby

Bangsbo Freja spillede to træningskampe i Brøndby. Klik på klippet under artiklen og se én af Bangsbo Frejas scoringer.

Ole Nielsen har skrevet dette indlæg om Bangsbo Frejas træningslejr i Brøndby IF: Natten til mandag stod 16 trætte fodboldspillere og to endnu mere trætte trænere af bussen i Bangsbo Freja efter en - efter min mening - SUPER weekend i Brøndby.

 

Vi kørte fra Bangsbo Freja kl. 15 fredag eftermiddag, og ca. kl. 21.30 drejede vi ind på Brøndbyvester Skole, hvor indkvarteringen fandt sted. Her tog Michael Espersen, forretningsfører i Brøndbys amatørafdeling, imod os.

Lørdag kl. 8.00 stod den på morgenmad i Brøndbys Cafeteria, og det var en flok morgenfriske spillere, der sprang ud af sengen med godt humør og klar til dagens dont. Det var i hvert fald tæt på sandheden. Efter morgenmaden fik vi på banekontoret af baneformanden tildelt et omklædningsrum med elektronisk lås på. Det var vores under hele opholdet, og var vi i tvivl om, hvilken bane vi skulle være på, kunne vi bare kigge på en af de to fladskærme. Jo, lidt anderledes end i Bangsbo Freja, men her var altså også langt over 100 hold at holde styr på til daglig. Da vi kom for at spise kl. 8 gik de første ud for at begynde træning eller spille kamp.

Dagens første udfordring var en træning under Brøndbys U15-træner Nils Nielsen, og det blev en god oplevelse, og der var et par øvelser, vi i hvert fald tog med os hjem. Nils var også imponeret af drengene, og hvordan de gik til den. Det var dejligt at se og stor ros til drengene.

Kl. 13.30 havde vi så en aftale om rundvisning på Brøndby Stadion, og jeg tror, det er en sygdom fra folkeskolen af. Rundvisning er lig med kedelig, og flere spurgte, om vi ikke kunne droppe den. Selvfølgelig kunne vi ikke det, og det endte med at blive en god oplevelse for de fleste, for der blev da stillet spørgsmål, og flere spillere mente, vi også skal have spabade i Bangsbo Freja, flere sæt træningstøj hængende fremme, flere forskellige fodboldstøvler osv. Det eneste jeg lige umiddelbart kan klare, er vist den nøgenkalender, der hang derinde, men alt skal jo starte et sted.

Lørdag kl. 16.00 skulle vores første test mod Brøndby stå, og vi var lidt spændte på, hvilket hold Brøndby stillede med. Det fandt vi hurtigt ud af. Det viste sig at være et Mester 1-hold, som også havde vundet sin række, så vi fik vores sag for. Vi tabte 12-0, og der blev scoret nogle utroligt flotte mål, men jeg synes også, vi fik meget ud af kampen.

Vi mødte et rigtig godt hold, og altså et hold, der leverer spillere til deres Junior Liga hold, men vi kæmpede hele kampen, og det var stort at se. Ingen slog op i banen, og vi prøvede at spille fodbold, og vi havde også et skud på stolpen. Selvfølgelig var det træls at tabe så stort, men efter lidt tid tror jeg nok de fleste kunne indse, at vi faktisk gjorde det ok. Efter et hurtigt bad var der lasagne i cafeteriet, og resten af aftenen blev brugt på at se AaB-FCK i fjernsynet og hygge på skolen, og så synes én af spillerne lige, han ville sætte en alarm i gang på skolen, så fik vi også prøvet det.

Søndag kl. 8.30 var der morgenmad igen, og bagefter kunne vi lige nå en times afslapning på skolen, inden vi skulle af sted igen til nr. to kamp mod Brøndby. Da vi gjorde klar til afgang, manglede vi en mand. Efter længere tids søgning fandt vi ham på toilettet, hvor han var gået tør for toiletpapir.

Kl. 11 var vi klar til kamp igen på en dejlig kunststofbane. Denne gang mod et A-hold, men lidt mere i vores klasse, som kampen også viste. Vi kom bagud 1-0, men var fint med i kampen. Pludselig blev Mattias E. sendt af sted i venstre side, og han løb fra alt og alle og lagde en perfekt bold ind til Nicklas, som efter et par finter scorede til 1-1. Bare nogle minutter senere tog Nicklas chancen udenfor feltet, og bolden strøg helt op i målhjørnet uden chance for målmanden. Kort før pausen kommer Brøndby dog på 2-2 på et lige så flot langskudsmål.

I anden halvleg kommer vi bagud 3-2, men igen efter et langskud af Viktor får vi udlignet til kampens resultat 3-3. En rigtig flot kamp med mange gode præstationer, som lover godt til foråret. Jeg har kun ros til overs for spillernes præstationer i Brøndby, og det gælder alle. Rigtig flot. Det var også nogle trætte spillere, der gik til omklædning og til det sidste måltid i Brøndbys Cafeteria, hvor den stod på byg selv burger med pommes frites.

Efter frokost skulle vi pakke, og det gik også nemt. Alle lokaler blev godkendt, og vi fik båret vores ting ud i bussen. Nu manglede kun én ting før hjemturen: Superligakampen Brøndby-SønderjyskE. Det var en stor oplevelse og en god kamp. Brøndby vandt 2-0 på mål af Mikael Nilsson og Daniel Wass, men SønderjyskE havde også sine chancer i en kamp, som blev overværet af 13.085 tilskuere, deriblandt 18 fra Bangsbo Freja.

En rigtig god tur synes jeg, og det håber jeg også I synes selvom det var til Brøndby, men det var en stor oplevelse for mig skal I bare vide, og dejligt at dele den med jer.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Ole Nielsen

FOTO: Ole Nielsen

FOTO: Ole Nielsen

FOTO: Ole Nielsen

FOTO: Ole Nielsen

FOTO: Ole Nielsen

FOTO: Ole Nielsen

FOTO: Ole Nielsen

FOTO: Ole Nielsen

VideoerTilføj video


af: Ole Nielsen

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 688 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 5.0 af 5 fra 5 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder