Gå til hoved-indhold
02. december 2020 - kl. 00.12

Bedemand sørger for liv i tidligere Peiter Sport

  • 1 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 5 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 6 af 8
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 7 af 8
  • 8 af 8
Af: Michael Frederiksen

En frisk bedemand sørger for, at der igen er liv i nogle af Frederikshavns mest historiske butikslokaler i den nordligste ende af gågaden. Hjørneejendommen, som i 47 år husede Peiter Sport, har stået tom siden 2013, men nu er Bedemand Anita Olsson rykket ind.

Selve butikslokalet bruger hun dog ikke. Det kan stadig lejes eller købes ved henvendelse til Ejendomsmæglerfirmaet Calundan, men Anita Olssons mintgrønne reklamer i 11 butiksvinduer skaber tydeligvis stor opmærksomhed. Og det er lige, hvad initiativet handler om.

- Jeg vil møde folk i øjenhøjde, hvor de færdes på en helt almindelig tirsdag eller fredag, og her er vi både i gågaden og tæt på biografen, forklarer Anita Olsson.

Helt bevidst har hun valgt at udstille nogle meget alternative kister og urner i forhold til den klassiske hvide kiste, som hovedparten vælger. Mest spektakulær er Diamant-kisten, som Jacob Jensen Design står bag. Anita Olsson har valgt en rød, højglanspoleret model til 30.550 kroner.

- Det handler om blikfang og synlighed, og det er virkelig en kiste, som får folk til at spærre øjnene op. Det fandt jeg hurtigt ud af, da vi lavede udstillingen, smiler Anita Olsson.

Saga er en kiste, som populært sagt er lavet af papir. Den er fremstillet af halvt så meget træ som en traditionel kiste, og som naturen kan tage sig af på en bæredygtig måde.

Kisten er netop kommet på markedet efter 20 års forskning og otte års hårdt og udfordrende arbejde.

- Vi skal også som bedemænd følge med tiden og have miljøvenlige produkter på hylderne, mener Anita Olsson.

Hun udstiller ligeledes miljøvenlige urner fra Beyond. Det er en danskdesignet urne i certificeret 100 procent bionedbrydeligt materiale. Et lille blad er fastgjort til urnen. Her ligger frø, som spirer til fine blomster og et træ.

- Det symboliserer, at livet går videre, forklarer Anita Olsson.

Endelig er der også en rå og ubehandlet kiste i fyrtræ, som med bedemandens ord er "smuk og lækker at se på".

I to af vinduerne opfordrer Anita Olsson folk til at udfylde "Min sidste vilje". På den måde bliver det lettere for de efterladte at tilrettelægge bisættelsen eller begravelsen, når den tid kommer.

- Det er fy-fy at tale om døden, men her kan folk se spørgsmålene, når de går søndagstur, og de er slet ikke så farlige, siger Anita Olsson.

Det er SAL Tryk, som har lavet de 11 reklametryk i vinduerne, og Anita Olsson roser det lokale trykkeri og Brian Severinsen - indehaver af Colosseum Ejendomme, som ejer bygningen - for et hurtigt og effektivt samarbejde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...